En ny bog, 'Kærlighed er ikke nok', hjælper forældre til ikke at falde i curlingfælden og opdrage deres børn til at blive lykkelige og selvstændige voksne.

Mange forældre har ikke redskaberne til at opdrage deres børn. Det mener forfatter og stifter af magasinet 'Nordic Parenting', der er Danmarks største magasin for forældre, Sofie Münster.

»Det har generet mig, at vi længe har brokket os over curlingforældre, men at der ikke er kommet nogen konkrete værktøjer frem,« siger hun.

For opdragelsen er essentiel for, at vi får børn, der bliver lykkelige, selvstændige og stærke voksne. Fredag udkommer bogen om, hvordan forældre helt konkret kan opdrage deres børn til at bidrage til fællesskabet, yde, sætte sig selv til side og se den store sammenhæng.

Det sker i kølvandet på debatten om curlingforældre, som flere gange raset, efter vrede forældre har brokket sig over alt fra koldt vand i svømmehallerne til forældre, der søger job på deres børns vegne.

»Vi kan se, forældre har tanker om, hvilke værdier deres børn skal have, men når det kommer til at lære dem i praksis, så har vi svært ved det. Vi hjælper dem på uhensigtsmæssige måder,« mener Sofie Münster.

Bjørnetjenester

I en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke har 65,1 % af de adspurgte danske forældre båret deres børns taske for dem på vej til skole eller børnehave, selvom de godt selv kunne. Og 57,6 % har ladet sit barn vinde i spil eller lavet særregler, så det blev nemmere for barnet.

Det er et problem, mener Sofie Münster, for hvad der eksempelvis starter som et krav om, at man skal bære sin egen taske, over tid vil blive indlært som en værdi om at tage ansvar og bidrage som man kan.

Ydre rammer er vigtige i dag, fordi børn vokser op med langt mere frihed end for blot 30 år siden. Når forældre samtidig opdrager på lyst, hvor de filer på krav og forventninger, ruster de ikke deres børn til modstand.

»Børnene skal lære, hvad der er vigtigt for dem. Hvem de er. Det skabes gennem opvæksten, så jo bedre og stærke rammer, vi giver dem, jo bedre kan de bruge dem i deres voksenliv,« mener Sofie Münster.

Per Schultz Jørgensen, børne- og familieforsker og forfatter til ’Robuste børn’, er meget enig.

Sofie Münster.
Sofie Münster. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Børn skal sættes til opgaver, møde udfordringer og leve op til forventninger, og det skal vi støtte dem i, for de skal lære, de kan klare det,« forklarer han.

Ikke gammeldags

Nogle vil måske rynke på næsen over det, som kan virke som en hård og lidt gammeldags tilgang til børneopdragelse, men det er det slet ikke, mener både Sofie Münster og Per Schultz Jørgensen.

For kærlighed er en forudsætning. Børnene skal have kærlighed nok, men så er spørgsmålet, hvad der mere skal til, og svaret er ifølge de to forfattere opdragelse. Børn skal lære at udvikle et ansvar for sig selv, som f.eks. selv at hænge deres cykelhjelm op, hjælpe med at dække bord og børste tænder.

»Det handler om selve karakterskabelsen, som sker i hverdagssituationerne,« understreger Per Schultz Jørgensen.

Historierne om børn, der fylder, larmer og ikke tager hensyn, fylder meget. Men den opførsel går ikke, hvis vi vil have et fællesskab, der fungerer, mener de to forfattere.

»Mit bedste råd er, at du i de små hverdagssituationer, f.eks. hvis dit barn kommer hjem og er ked af det, træder et skridt tilbage og giver dig selv to sekunder til at overveje, hvad du gerne vil lære barnet, inden du per automatik fokuserer på, hvordan du kan kompensere dem for følelsen af modgang,« afslutter Sofie Münster.

BT har været på gaden for at spørge ind til børn og opdragelse

Martin Brandt, far til tre børn

Martin Brandt og sine to børn.
Martin Brandt og sine to børn. Foto: Simone Augusta Lundt
Vis mere

I dag bærer din datter sin egen taske på vej hjem, men hvad tænker du ellers om bogens principper?

»Det synes jeg umiddelbart er meget firkantet. Det kommer an på situationen. Hvis man er træt en dag, så må man godt få båret sin taske. De meget firkantede meldinger i forhold til børneopdragelse, det synes jeg er misforstået. Man er nødt til at mærke børnene og se hvad de har brug for den dag og i den periode.«

Hvad er din holdning til curlingforældre?

»Jeg er med på, at der bliver curlet en masse og gjort for mange ting for børnene som de godt selv kunne klare, og der bliver taget ansvar fra dem. På den måde kan jeg sagtens følge bogens retning, men man skal passe på, at det ikke bliver for firkantet.«

Veninderne:

Mødrene Stine Madsen (tv) og Stine Wittrock (th).
Mødrene Stine Madsen (tv) og Stine Wittrock (th). Foto: Simone Augusta Lundt
Vis mere

Stine Madsen
Mor til to børn. En dreng på fire måneder og en pige på tre og et halvt år.

Hvad tænker du om bogen?
»Jeg tænker, det er meget naturligt, at der sker et opbrud i forhold til curlingforældre. I forhold til mine egne børn, kan min datter godt bære sin egen taske, selvom hun er træt, og selvom hun ikke gider. Andre dage bliver jeg nødt til at tage den, nu når hun lige har fået en lillebror eller har været meget træt. Det er ikke så sort hvidt. Jeg ser, hvordan mit barn har det lige nu og her og hvordan mit overskud er som mor. Det kan være større nogle dage end andre. Hvis man hele tiden skal slå sig oven i hovedet med nogle principper, så bliver det sgu ret hårdt.«

Stine Wittrock
Snart mor til to børn. En pige på to og et halvt år og skal føde en pige om ti uger.

Hvad tænker du om bøger om børneopdragelse?
»Jeg læser ikke bøger om opdragelse, jeg går meget ud fra min mavefornemmelse og min egne idealer om opdragelse. Jeg synes, der bliver skrevet rigtig meget, og der er mange holdninger til forældre nu til dags. Holdninger til hvad man skal gøre og ikke skal gøre. Hvis man går for meget op i det, så bliver man skør. Jeg tror, man bliver nødt til at lytte til selv. Der bliver skrevet for meget om, hvor dårlige forældre kan være, og i virkeligheden er vi jo ret udfordrede. Det er en voldsom tid i forældres liv, fordi vi skal få alt til at hænge sammen.«

Skal dine børn have pligter på et tidspunkt?

»Jeg tænker, man skal begynde tidligt at lære dem, at man skal rydde op efter sig selv. Jeg tænker det som en langsom proces. Man skal give sig tid til, at børnene får tid til at rydde op, så de kan blive vedholdende. I stedet for at man tager over. Det tror, jeg er en god tanke at have med.«