Store mængder regn rammer i disse timer det meste af Danmark og flere steder indeholder bygerne både torden og hagl.

Det oplyser vagthavende hos DMI, Mogens Rønnebek.

»De sidste par timer har vi set kraftige byger i Østjylland fra omkring Trekantsområdet og hele vejen op til Skagen,«  siger Mogens Rønnebek.

Han forklarer, at bygerne, der flere steder har karakter af skybrud, langsomt breder sig over hele landet, hvorfor DMI tidligere har udsendt et decideret varsel om skybrud, hagl og torden i store dele af landet.

Artiklen fortsætter under billedet.

»Der er også dukket byger op på Fyn og syd for Langeland og ved Lolland, og mange steder er det med både torden og hagl også,« siger Mogens Rønnebek.

HAR DU BILLEDER AF SKYBRUDDET? SÅ SEND GERNE BILLEDER TIL 1929@BT.DK

Værst har det indtil nu været i det østlige Jylland, og man forventer også, at det de næste timer især er øst- og nordjyderne, der får de største vandmængder. Fyn og dele af Sjælland samt Sydhavsøerne kan dog også få rigtig meget vand de kommende timer.

»Vi har ikke så mange målinger endnu, men Viby ved Aarhus har fået 13 mm på en halv time, så det tæt på skybrud, der er 15 mm på halv time. Der er godt gang i den, og nogle steder er der sikkert også skybrud allerede,« siger Mogens Rønnebek.

Ifølge DMI’s prognoser ser det dog ud til, at det østlige Sjælland og Københavnsområdet slipper fra skybruddet nogenlunde uskadt.

»Vi tror stadig at det kan trække op over Lolland og Vestsjælland, men når fronten kommer over til Københavnsområdet er den svækket, så det bliver ikke så kraftigt der,« forklarer Mogens Rønnebek.

Man forventer at skybruddet vil vare frem til klokken 20 i aften, og derefter vil der primært være småbyger tilbage. Herefter vil de næste dage til gengæld byde på lidt køligere temperaturer.

»Det voldsomme vejr er i dag, og så får vi renset ud i den kraftige varme, og så bliver det et par og tyve grader de næste dage med mere normalt sommervejr,« siger Morgens Rønnebek.