Susse Wold bakkede fredag sin veninde Etta Cameron op, da Etta optrådte ved Kun for Kvinder-messen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Iført lang, rød kjole kom sangerinden Etta Cameron fredag ind på Kun for Kvinders messe i Øksnehallen i København og sang sange fra sin nyeste cd »I have a dream«. Og det gjorde hun så smukt, at klapsalver fulgte hende, selv efter at hun havde forladt scenen.

»Publikum udstrålede varme, og de var meget imødekommende,« fortalte sangerinden, der forinden havde fået det hovedsagelig kvindelige publikum til at klappe og synge med på bl.a. »You've got a friend.«

»Når mange kvinder er samlet, giver det helt specielle vibrationer. Der er en anden udstråling. Kvinder forener sig, når de er alene. Og så var det også fantastisk, at der var så mange aldersgrupper,« sagde sangerinden, der efter sin optræden var at finde på sin butik Americanas stand, hvor hun signerede cd'er mellem marshmellows og peanutbutter. Med på standen var veninden Susse Wold: »Jeg er kommet for at høre Etta. Hun var ude at høre mit foredrag i går, så jeg er kommet for at høre hende i dag,« sagde hun, der ikke rigtig havde fået tid at snuse rundt på alle standene.

»Men nu skal jeg rundt at kigge, der er jo sikkert en masse vanvittige og sjove ting,« sagde Susse Wold.

Deeejlig stol
En af dem, der havde fundet lidt ud over det sædvanlige, var 51-årige Birgit, der havde lagt sig godt til rette i en massagestol.

»Den er dejlig. Lige nu får jeg masseret mine lægge. Jeg har travet rundt herinde hele dagen, og når jeg er færdig, regner jeg med, at jeg kan trave lidt igen,« sagde hun, mens hun lå i den vibrerende lænestol, som hun dog ikke havde tænkt sig at købe. »Nej, ikke lige med det samme. 19.000 kr. er jo mange penge,« mente hun. Og til alle andre, der ikke lige har 19.485 kr. til en massagestol, tilbyder Sundcentret gratis fem minutter i stolen, og det var der mange, der benyttede sig af. »Jeg kunne have haft tre stole mere med, der er en stor interesse for dem, og når folk finder ud af, hvordan den virker, så vil de gerne have et helt kvarter,« forklarede Jens Ørsted, der tager mellem 30 og 50 kroner for 15-20 minutter i en af hans stole.

Et af de andre steder, hvor man heller ikke nødvendigvis behøvede at tage penge op af lommen, var hos Amokka, hvis espressomaskiner kører på overtid. »Vi laver nok 50 kopper kaffe i timen, og det er rigtig mange - maskinen står faktisk ikke stille,« var budskabet fra den travle stand. Men kaffe og massage er ikke de eneste fordelagtige tilbud, man kan benytte sig af på messen. For 100 kr. kan man f.eks. få sig en halv times behandling hos en zoneterapeut. Et tilbud, den meget højgravide Christel Skousen forsøgte sig med på stand 77 i håb om, at det kunne sætte fødslen i gang.