Emma Watson har taget en beslutning. Fans må ikke længere tage selfies med den populære Harry Potter-stjerne.

New York. Fans af Hollywood-skuespillerinden Emma Watson vil fremover blive skuffede, hvis de har sat næsen op efter en selfie med den unge stjerne.

26-årige Emma Watson har nemlig besluttet, at hun ikke længere altid vil have taget billeder med sine fans.

Det fortæller hun i et interview med Vanity Fair.

- For mig er det forskellen mellem at være i stand til at have et liv eller ej. Hvis nogen tager et billede af mig og deler det, vil de inden for to sekunder have skabt en markør af, hvor jeg er inden for ti meter. De kan se, hvad jeg har på, og hvem jeg er sammen med, forklarer stjernen, der snart er aktuel som Belle i filmatiseringen af Disneys klassiker "Skønheden og Udyret".

I stedet tilbyder hun nogle gange fans en autograf eller en lille snak.

- Jeg siger: "Jeg vil sidde her og besvare hvert eneste Harry Potter fanspørgsmål, du måtte have, men jeg kan bare ikke tage et billede". I de fleste tilfælde er folk ligeglade, siger Emma Watson til magasinet.

Det er dog ikke alle fans, som konsekvent får et nej til selfies med skuespillerinden. Emma Watson fortæller nemlig til Vanity Fair, at hun ikke siger nej til at få taget selfies med børn.

"Skønheden og Udyret" får premiere i de danske biografer torsdag den 16. marts.

/ritzau/FOKUS