Næh, Avril Lavigne havde såmænd aldrig hørt om Roskilde Festival før. »Jeg er fra Canada,« belærte hun B.T.'s udsendte

Det var en alt andet end glad og spændt teenager, B.T. mødte, to timer før den 19-årige canadiske skatertøs og popstjerne Avril Lavigne skulle på scenen på Roskilde Festival. I stedet var hun halvtvær og virkede, som om hun ønskede sig langt væk.

Er du spændt på at skulle give koncert i aften?

»Jeg er ikke en person, der bliver nervøs,« siger Avril og løfter ikke blikket fra sin tallerken med grillspyd og laks.

Har du nogle specielle ritualer, før du går på scenen?

»Nej,« siger hun og er fuldstændig fokuseret på sin mad, som hun tager bittesmå bidder af.

Havde du hørt om Roskilde Festival, før du kom hertil?

»Nej. Jeg er fra Canada,« siger Avril, løfter hovedet og ser på mig, som om det er det dummeste spørgsmål, hun nogensinde er blevet stillet.

Hvilket spørgsmål bliver du altid stillet?

»Hvordan er dette album forskelligt fra det første, og er det for personligt,« lirer hun af uden at fortrække en mine.

Hvilket spørgsmål hader du at få stillet?

»Spørgsmål omkring mit privatliv.«

Hvorfor?

»Det er personligt og rager ikke dem. Det siger jeg også til dem,« siger hun og stirrer stadig ned i tallerken.

Hvad ville du være, hvis du ikke var blevet berømt?

»Det spørgsmål får jeg også altid. Make-up-artist.«

Hvorfor?

»Jeg kan lide at lægge make-up.«

Hvad er det værste ved at være berømt?

»Når jeg går ud, skal jeg have solbriller på og holde lav profil.«

Hvad er det bedste?

»At folk kender min musik,« svarer hun automatisk.

Hvad er det bedste ved at være rig?

»At kunne sørge for sin familie og hjælpe dem.«

Hvem - din mor og far?

»Det er lige meget,« siger hun og kigger bestemt op.

Tiden er gået. Vi bliver afbrudt, og ind kommer Urbans journalist. Nu mangler Avril Lavigne kun ét interview mere og et styks koncert, før hun endelig kan ånde lettet op og få frikvarter.

rbj@bt.dk