Istanbul. Tyrkiet vil efter søndagens folkeafstemning om mere magt til præsidenten forlænge den undtagelsestilstand, der har været i kraft siden et mislykket militærkup sidste sommer.

Det oplyser tyrkisk tv.

Det skal ske, efter at Recep Tayyip Erdogan søndag med et knapt flertal fik vælgernes ja til at give ham mere magt som præsident.

Den formelle beslutning om undtagelsestilstanden vil blive taget på et møde i regeringens sikkerhedsudvalg hen under aften mandag. Det oplyser tv-kanalerne CNN Türk og NTV.

Vicepremierminister Nurettin Canikli bekræfter over for tv-stationen Haber, at sagen skal drøftes mandag aften.

Det fejlslagne kup 15. juli sidste år kostede flere hundrede mennesker livet.

Tyrkiets regering og Erdogan er af vestlige allierede blevet beskyldt for at have udnyttet undtagelsestilstanden til at undertrykke politiske modstandere og den frie presse.

/ritzau/AFP