Den syriske udenrigsminister blev orienteret om forstående angreb på IS-styrker i Syrien via et brev fra den amerikanske udenrigsminister.

SYRIEN: Den syriske regering var informeret om, at USA ville angribe islamistiske oprørere i Syrien natten til tirsdag dansk tid.

Det oplyser den syriske regering tirsdag i en erklæring.

»Udenrigsministeren modtog et brev fra sin amerikanske kollega (USAs udenrigsminister, John Kerry, red.) via den irakiske udenrigsminister, som informerede om, at USA og nogle af dets allierede ville slå til mod Islamisk Stat i Syrien,« lyder det ifølge Reuters fra det syriske udenrigsministerium.

Syrien har modsat sig, at USA eller andre vestlige lande opererer i Syrien, da det krænker den syriske suverænitet.

I erklæringen fra det syriske udenrigsministerium hedder det samtidig, at regimets egne styrker vil fortsætte angrebene mod Islamisk Stat i de to østsyriske byer Raqqa og Deir al-Zor.

Det var netop de to områder, der var på sigtekornet ved nattens amerikansk-ledede angreb. Fem arabiske lande tog del i operationen - Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Amerikanske militærkilder oplyser ifølge BBC, at der i alt blev gennemført 14 angreb med krydsermissiler og præcisionsbomber. Målene var blandt andet træningsfaciliteter og kommandocentre tilhørende Islamisk Stat.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder blev op mod 50 personer dræbt ved angrebene. Gruppen har også berettet om civile tab i form af dræbte kvinder og børn.

Rusland fordømmer nattens angreb mod mål i Syrien og kalder angrebene for ulovlige, fordi hverken den syriske præsident Bashar al-Assad eller FN har sanktioneret dem.