Endnu et kapitel blev torsdag eftermiddag skrevet til fortællingen om det skandaleramte Dash 8-fly, som SAS for 10 år siden besluttede at skille sig af med, da der alene i efteråret 2007 skete tre uheld med flyenes landingsstel på flyvninger til og fra København.

Den situation gentog sig torsdag eftermiddag ved 16-tiden, da et passagerfly fra Edinburgh i Skotland skulle lande i Schiphol Lufthavn i Amsterdam. I de kraftige vindstød, der prægede indflyvningen til landingsbanen i den hollandske lufthavn, brød landingsstellet sammen i propelflyets højre side - nøjagtig ligesom det var tilfældet for de tre SAS-fly i 2007.

På videooptagelser fra den hårde landing i Amsterdam kan man se landingsstellet bryde sammen i flyets højre side, så propellen i samme side i perioder rammer ned i landingsbanens overflade. Næsten i samme øjeblik flyet holder stille på landingsbanen, begynder passagerrne i panik at løbe ud fra flyet og bringe sig selv i sikkerhed af frygt for, at flyet skal bryde i brand og eksplodere.

Det sker dog heldigvis ikke, og kort efter er den første af Schiphol Lufthavns brandkøretøjer nået frem til det havarerede fly, som i en kort periode lukkede for, at andre fly kunne lette og lande fra landingsbanen.

Ifølge lufthavnen blev alle passager bragt i sikkerhed i en lufthavnsterminal med bus.