Emmanuel Macron ligger foran i kapløbet om at blive præsident.
Emmanuel Macron ligger foran i kapløbet om at blive præsident. Foto: JEAN-SEBASTIEN EVRARD

På søndag holder EU vejret, når franskmændene går til valg og skal vælge de to kandidater, der går videre til sidste valgrunde i kampen om at blive Frankrigs næste præsident.

Den 39-årige centrumkandidat Emmanuel Macron og den højrenationale Marine Le Pen er favoritter til at gå videre, men de nærmeste forfølgere ånder dem i nakken. Og valget kan faktisk gå hen og blive lidt af en gyser, vurderer Marlene Wind, EU-ekspert fra Københavns Universitet.

US-POLITICS-FRANCE-LE PEN

Hvis Marine Le Pen laver en ’Donald Trump’ og overrasker alt og alle, kan EU, som vi kender det, bryde fuldstændig sammen, mener hun.

»Det vil være et mareridtsscenarie og et jordskælv for EU, hvis hun bliver Frankrigs præsident, og det vil være vand ved siden af Brexit. Hun har jo ambitioner om at trække Frankrig ud af EU, og hvis det sker, vil det være langt værre, end da briterne meldte sig ud,« siger Marlene Wind.

Det bliver lidt et mareridt for EU, hvis Marine Le Pen går hen og vinder, vurderer Marlene Wind.

Det skyldes, ifølge Marlene Wind, at Frankrig sammen med Tyskland er den store muskel i EU-samarbejdet. Og hvis grundstammen Frankrig-Tyskland ikke længere eksisterer, vil det være en katastrofe for et lille land som Danmark, vurderer EU-eksperten.

»Et fransk EU-exit vil være et frygtindgydende scenarie for Danmark og andre små lande, for så vil Tyskland og andre store lande få endnu større magt, end de har i dag. Så vil tyskerne svinge taktstokken i endnu større grad, for så vil de gøre alt for at holde sammen på det EU, der er tilbage. I dag har Danmark og andre små lande nemlig større indflydelse, end deres størrelser berettiger til, og det vil gå af fløjten, hvis Franrkig melder sig ud.« siger hun.

Arbejdsløshed i Danmark

Marlene Wind vurderer, at et helt nyt EU med de store lande vil se dagens lys, hvis Frankrig ikke længere er med. En nedbrydning af det indre marked, som vi kender det i dag, vil føre til arbejdsløshed og recession i hele Europa – og det vil også betyde flere arbejdsløse i Danmark.

Det er altså ikke kun franskmændene, der har grund til at bide negle, når der er valg i Frankrig på søndag.

I den seneste meningsmåling står Macron til at få 25 procent af stemmerne og Le Pen 22 procent. Men to andre kandidater følger lige i slipstrømmen på de to. Både den borgerlige Francois Fillion venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon puster dem i nakken med hver 19 procent af stemmerne.

»Det bliver nervepirrende, og alt kan ske,« siger Marlene Wind.

Den anden valgrunde løber af stablen søndag den 7. maj, og her skal den nye franske præsident findes. Vedkommende skal afløse den nuværende, Francois Hollande, som ikke genopstiller.

EU-ekspert og lektor fra Københavns Universitet, Marlene Wind.

SMS

Hitter på Facebook