USA's præsident, Donald Trump, har besluttet sig for at fyre chefen for forbundspolitiet, James Comey.

Det skriver flere internationale medier herunder nyhedsbureauet AFP.

Flere medier skriver Det Hvide Hus som kilde til oplysningen.

'I dag har præsident Donald J Trump informeret FBI-direktør James Comay, at han er blevet fritstillet,' lyder det i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

Hvad den præcise årsag til fyringen er, er dog for tidligt at sige. Men igennem et længere stykke tid har Comey flere gange modsagt Donald Trump på vigtige punkter i præsidentens politik.

Reuters skriver, at beslutningen om at fyre James Comey kommer efter en anbefaling om en fyring fra USA's justitsminister Jeff Sessions.

Nyhedsbureauet har i et tweet udsendt det brev, som Donald Trump sendte til James Comey med meddelelsen om fyringen.

James Comey fik en kontroversiel rolle i den amerikanske præsidentvalgkamp, da han få uger inden det amerikanske folk skulle til stemmeurnerne, besluttede sig for at genåbne Hillary Clintons e-mail-sag fra da hun var udenrigsminister.

For nyligt er det kommet frem, at James Comey gav den amerikanske Kongres forkerte oplysninger om netop Hillary Clintons e-mail-sag. Og det har været med til at stille Comey i et dårligt lys.

Mange inklusiv Hillary Clinton mener, at beslutningen var med til at afgøre valget til Donald Trumps fordel.

Den amerikanske regering meddeler, at man samtidig er gået i gang med at finde en afløser for Comey.

FBI's nu tidligere chef James Comey er blevet fyret af Donald Trump.
FBI's nu tidligere chef James Comey er blevet fyret af Donald Trump. Foto: SHAWN THEW
Vis mere