Vestafrikanske børn, der har mistet deres forældre til ebola, ender i mange tilfælde på gaden, fordi deres pårørende og lokalsamfundet frygter, at de er smittet.
Børnene af nogle af de ofte, der er bukket under for ebola i Vestafrika, kæmper ikke alene med sorgen over at miste deres mor eller far.
En stor del af dem oplever også, at resten af deres familie og lokalsamfundet ganske enkelt ikke vil kendes ved dem, fordi de er bange for, at børnene bærer det farlige virus.
Sådan lyder opråbet fra organisationen SOS Børnebyerne, som har mødt børn, der bor alene på gaden, fordi deres familie ikke tør lade dem flytte ind.
»Vores medarbejdere fortæller, at de ser børn, der har mistet deres forældre eller familie til ebola, men som ikke selv er smittet. De bliver udstødt af lokalsamfundet og ender på gaden uden nogen steder at gå hen. Det er situationen for 2.000 børn alene i Liberia,« fortæller Line Hermansen, der er kommunikationschef hos SOS Børnebyerne.
Mandag er Nigeria officielt blevet erklæret ebolafrit af Verdenssundhedsorganisationen WHO efter seks uger uden nye smittetilfælde. Men i Guinea, Liberia og Sierra Leone fortsætter den dødbringende virus med at kræve ofre, og derfor er der fortsat et stort behov for at hjælpe børnene, forklarer Line Hermansen.
»Det handler om at give dem et sted at være. At sikre, at de får mad og omsorg, og at de få nogen at tale med, som kan hjælpe dem med at bearbejde deres oplevelser. Det er børn, som først har mistet deres forældre og siden ender alene på gaden, fordi de bliver skubbet væk og holdt på afstand af folk omkring dem,« påpeger hun.
SOS Børnebyerne forsøger blandt andet at sikre lægehjælp til de børn og voksne, der er blevet smittet med ebola. Men organisationen arbejder også med at hjælpe de udstødte børn med at få et nyt hjem, enten i en børneby eller hos familiemedlemmer, forklarer Line Hermansen.
Hun understreger dog, at et barn, der har været i kontakt med en ebolasmittet, ikke kan flytte direkte ind i en børneby på grund af risikoen for, at sygdommen følger med.
»Vi holder øje med børnene i andre områder, på børnehjem eller institutioner. Så længe der er risiko for at smitten spredes, kan vi ikke lade dem flytte ind i en børneby. Vi sørger for at hjælpe dem ved at give dem mad og omsorg, eller hvad de nu har brug for,« siger hun.
