I Mong Kok-området i Hongkong er borgere og politi stødt sammen. Knap 30 mennesker er anholdt.

Hongkong: Politiet i Hongkong har tirsdag morgen lokal tid brugt peberspray, knipler og affyret mindst to varselsskud op i luften, efter at der udbrød voldsomme uroligheder i Mong Kok-området.

I alt 28 mennesker er blevet anholdt, mens 44 betjente meldes såret i optøjerne, skriver den lokale public service-kanal RTHK på sin hjemmeside.

Nogle dele af Mong Kok er blevet helt afspærret i forsøg på at skabe ro i gaderne, hvor politi og indbyggere stødte sammen. Dog opfordrer politiet i en skriftlig udtalelse alle til at holde sig væk fra Mong Kok.

Urolighederne begyndte mandag aften, da myndighederne forsøgte at lukke flere gadesælgeres ulovlige madboder. Yderligere begyndte folkemængden at sætte ild til skraldespande og begå hærværk i gaderne i protest mod myndighedernes beslutning.

Politiet tog peberspray og knipler i brug, da folkemængden ignorerede betjentenes ordre om at opløse en vejblokering.

Samtidig kastede indbyggere mursten efter betjente, skriver Reuters. Varselsskuddene blev affyret for at få kontrol med kaosset i gaderne, oplyser en polititalskvinde ifølge nyhedsbureauet.

- For at sikre den offentlige sikkerhed og orden greb politiet til handling for at stoppe den ulovlige, voldelige situation - herunder ved brug af knipler og peberspray, skriver politiet i en skriftlig udtalelse.

/ritzau/