DBU har ikke fastsat nogen dato for kampen mellem FC Midtjylland og FC København, som søndag måtte aflyses. Datoen kommer formentlig mandag.

Det er uvist, hvornår Superliga-kampen mellem FCM og FCK bliver spillet.

»Der er ikke taget stilling til det endnu. Vi skal først tale med de to klubber, som er involveret, for at høre, hvilke forslag de har. Jeg vil tro, at der kommer en afklaring i morgen,« siger Divisionsforeningens repræsentant i DBUs programudvalg, Peter Ebbesen, til bt.dk søndag aften.

Det mest sandsynlige er, at kampen skal spilles enten i december eller i starten af foråret.

»Vi kan acceptere begge løsninger, og hvilken af dem, det ender med at blive, er ikke til at sige,« siger Peter Ebbesen, der peger på, at der er tale om en ekstraordinær situation.

»Vi kan jo i princippet spille Superliga-fodbold i 20 graders frost og snevejr, for der er varme i alle banerne. Men her er der jo tale om, at det kan være til fare for både spillere, tilskuere og andre at spille kampen p.g.a. stormvejret,« siger Peter Ebbesen.

Med i overvejelserne om en ny kampdato er, at FC København er med i DBU Pokalen, mens FC Midtjylland er slået ud.

»Til gengæld spiller FCM stadigvæk Europa League, og hvis de går videre i den turnering, bliver der nogle datoer i foråret, som ikke kan bruges,« siger Peter Ebbesen.