Dennis Rommedahl er ved at være tilbage på sporet efter en skilsmisse.

Dennis Rommedahl er igen ved at finde fodfæste og balance i privatlivet efter en skilsmisse, der kastede ham ud i en personlig krise.

Den 24-årige landsholdsspiller sad tilbage i Eindhoven, mens kæresten lige siden skoletiden, Mie, tog hjem til København med parrets to små døtre, Emilie på fire år og Emma på ét år, efter bruddet sidste efterår.

»Det er hårdt at komme igennem. Jeg prøver at ryste det af mig i hverdagen, men det er svært. Jeg savner børnene.

Jeg har indrettet mig sådan, at jeg indimellem kan tage en smuttur til Danmark, når det er et hul i trænings-programmet, men jeg ville ønske, jeg kunne se mere til mine to piger,« siger han.

Efter tunge måneder ser Dennis Rommedahl lidt lysere på det hele, og han har fundet sig en hollandsk kæreste.

»Det går bedre og bedre. Jeg har det egentlig helt fint nu, selv om jeg nok aldrig helt vænner mig til, at der skal gå lange perioder, hvor jeg ikke ser børnene.

Ellers vil jeg sige, at det er en skilsmisse som så mange andre. Der er ikke noget stort drama i det,« fortæller han.

Rommedahl føler ikke, at de personlige problemer har påvirket ham negativt i jagten på mål og point for PSV Eindhoven og det danske landshold.

»Jeg synes nærmest, fodbolden med den daglige træning har hjulpet mig. Jeg har løbet og kæmpet frustrationerne væk.

Jeg kan ikke afvise, at problemerne enkelte gange har haft lidt indflydelse på mit fodboldspil, men det er ikke sådan, at jeg generelt er gået ned i form af den grund,« siger han.

Rommedahl forstår derfor heller ikke, hvorfor PSV Eindhovens træner, Guus Hiddink, sendte ham ud af startopstillingen for anden gang i løbet af tre uger, da mesterskabs-favoritten spillede hjemme mod FC Utrecht (2-0) i søndags.

»Jeg er skuffet, og jeg kunne sagtens lave en masse ballade, men det gider jeg ikke. Jeg har haft mere end seks gode år i PSV, og det er ikke sådan, at jeg begynder at panikke og råbe op om et klubskifte, bare fordi jeg bliver sat på bænken to gange i løbet af en sæson.

Sker det ti gange næste sæson, så kan det til gengæld godt være, jeg reagerer på det,« siger han.

Alle venter, at PSV tager mesterskabs-titlen i sidste spillerunde torsdag. PSV, der runder af i Groningen, har et forspring på tre point samt plus seks mål i forhold til nr. to, Ajax. Igen med Rommedahl på bænken?

»Ja, sikkert. Hiddink roste jo holdet efter den sidste sejr. Selvfølgelig ærgrer det mig lidt, men ikke mere, end at jeg er parat til at feste i vilden sky. Det er fjerde gang, jeg er med til at hjemføre mesterskabet til PSV, og det er jeg stolt over.

Jeg synes nok, jeg har min andel i triumfen. Jeg fører igen på assist-listen i ligaen. Jeg står for seks mål og 13 assist, mens jeg blev noteret for 12 mål og 14 assist i sidste sæson.

Selv om der altså er et fald i egne scoringer, føler jeg ikke, at min spillemæssige styrke er gået tilbage.

Hiddink vil gerne have mig til at gå mere ind i banen, men det er ikke min natur, og det er svært at lave om på en personlig spillestil. Nu må vi se, om vi ikke kan finde ud af det i den ny sæson.

Og i hvert fald er min kamppause i PSV godt for én ting. Jeg kommer mere frisk hjem til landskampene mod Norge og Luxembourg,« siger Rommedahl og lyder som en mand, der kan tåle modgang både på og uden for banen.