Tenerife Bluetrail er et motionsløb, som foregår i både bjerge og på landevej, men hvor målsætningen er, at alle skal kunne være med. Rejseliv stillede til start.
Klokken er 7, og månen smiler stadig hvidt på en sort himmel, men stemningen er opløftet i den kanariske by Los Realejos på Tenerifes nordkyst.
På Plaza San Augustín foran kirken Iglesia del Carmen myldrer det med morgenfriske løbere med vandbælter og kasketter, knæhøje sokker og neongrønne rygsække.
Der hilses hjerteligt med både kram, latter og skulderklap, og et par ældre borgere griner af den brogede toiletkø, mens de sipper til dagens første espresso.
Det er kort inden løbsstart på det 24 kilometer lange trailløb Bluetrail Tenerife. Eller rettere kort inden løbsstart på den distance, arrangørerne kalder for »Mediatrail« – altså et mini-trailløb på 24 kilometer.
Overmennesket og os andre
For allerede aftenen forinden har en gruppe af deltagerne sat af fra enten havnebyen Los Christianos på øens sydkyst eller Vilaflor i udkanten af nationalparken omkring Tenerifes ikoniske vulkan, Teide.
Og i løbet af natten har disse ultraløbere krydset terrænet – deraf titlen trailløb – og vil, når de har indhentet os andre mere dødelige, have løbet distancer på henholdsvis 94 og 59,7 km.
Måske er det derfor, stemningen er så høj her på Plaza San Augustín blandt de af de i alt 1.300 deltagere, som kun skal løbe 24 km.
»Vi har det godt,« synes folk at tænke, når man bedømmer ud fra deres smil og den iver, de lægger i den fælles opvarmning.
De spanske løbsdeltagere, både lokale og folk fra fastlandet, udgør en klar overvægt mod de 68 udlændinge, der har dristet sig til øen.
Men alle er velkomne, og spanierne klapper med hænderne, danser om sig selv og skråler så entusiastisk med på Queens »We will rock you«, at vi andre mere tilknappede tilrejsende ikke kan lade være med at stemme i. Lige nu lyder 24 km som ingenting.
Så går starten. »Vamos! Ándale!«
Af sted! Kom så!
Ikke et helt normalt race
Jeg sætter i gang. Stigningen starter med det samme, og allerede efter få meter protesterer mine lægge. Det her er bestemt ikke dansk terræn.
Først nu går det for alvor op for mig, at der ikke er tale om et helt normalt race, og at vi snart skifter asfalten ud med noget af Tenerifes over 1.500 km stisystemer, hvor gruset knaser, mudderet svupper, og vandrestøvler frem for løbesko normalt dominerer.
Pludselig lyder 24 km meget langt, og måske på grund af mit ansigtsudtryk ved denne erkendelse stikker en af løbets frivillige allerede her en vandflaske i hånden på mig.
Selv om trailløb typisk henvender sig til mere erfarne løbere, har arrangørerne bag Tenerife Bluetrail en målsætning om at gøre det tilgængeligt for alle.
Som appetitvækker har de arrangeret en mindre rute på 10 km, hvor også folk med handicap har mulighed for at deltage, og får man lyst til en større mundfuld – men ikke har lyst til distancer på 59,7 eller 94 km – er der altså også de 24 km, som jeg her begiver mig ud på.
Og selv om det er en ny løbsform for mig, føler jeg mig alligevel tryg og genvinder hurtigt fatningen. Og får et fif med på vejen af de mere erfarne trailløbere.
»Slow down.«
Forskellige stilarter
Ved at traske op ad bakken kommer jeg kun marginalt hurtigere frem end de løbere, der fjedrer af sted i en art af kapgang på stejle stykker og dernæst sætter farten op på de flade.
Det er en stil, som min stolthed lige skal vænne sig til, men som min krop med det samme takker mig for. Og pludselig er vi forbi byens klappende afskedskomité og ude i de frodige højdedrag, som solen søvnigt er begyndt at kigge hen over.
Fra højden kan man igennem det stadigt tættere løv af og til ane målbyen Puerto de la Cruz i horisonten, og lidt derfra La Orotava, som er kendt for sin arkitektur.
Det ligner et stykke af Sydamerika. Vores indfødte guide, Nayra, fortæller dagen efter, at det da også efter kanarisk forbillede, at spanierne i sin tid byggede deres kolonier på den anden side af Atlanterhavet.
Særligt husenes balkoner, som er skåret af ildresistent kanarisk fyrretræ, skulle være karakteristiske for byen. Men dem kan man trods alt ikke se helt heroppe fra bjergsiden.
Der er dog masser af tid til at nyde udsigten, for ligesom en del andre løbere har jeg ramt en mur. Ikke den berygtede mentale slags, man hører om på de lange distancer, men en vaskeægte bjergside, hvor stien går over i en smal, improviseret trappe af kampesten og træbjælker.
Glædens løb
Nu hvor løbet er forvandlet til en blid form for bjergbestigning, slanger feltet sig kun i langsom procession op ad skråningen. Havde man lige som jeg selv, måske naivt, regnet med en nogenlunde god tid, er situationen frustrerende.
Men de øvrige deltageres gode humør smitter igen.
Spydige jokes gjalder fra bunden af stien og besvares højere oppe. Og da det går op for feltet, at en af kvinderne i optoget i dag fylder 30 år, runger hele bjergsiden af fødselsdagssang.
Da vi endelig når toppen, og jeg har mæsket mig i frisk mango, tørret frugt, chokolade og andre lækkerier fra et af rutens mange depoter, er jeg ét stort smil.
Støvet hvirvler omkring mig, mine lår er blevet til træstammer, og selv om man skal holde tungen lige i munden på vejen ned, nyder jeg turen. Også da jeg glider i en bunke løst sand og tumler et par meter.
Før jeg overhovedet ved, om jeg har ondt nogle steder, er spanierne over mig. Et hav af hænder har hevet mig på benene, klappet støvet af mig og rakt mig energibarer, vand eller en opadvendt tommelfinger og et grin. »Vale? OK? Loco!«
En varm nedstigning
Den gode stemning fordamper lidt, da nedstigningen fra nationalparken er slut, og vi igen rammer asfalten. Træernes skygge er væk, og solen bager nu for alvor.
De Kanariske Øer tiltrækker masser af aktive mennesker, men på det varmeste tidspunkt af dagen står de mange sportsanlæg tomme. På vej ned mod kystens forrevne klipper møder vi heller ingen af de cyklister, som ellers flittigt gæster øen.
Nogle af øens indbyggere står dog trofast stillet op langs vejkanten, sidder overskrævs på mure og hegn, eller hænger ud af vinduerne.
»Caballo! Maquina!«, råber de.
Hest! Maskine!
En tiltrængt opbakning.
Med tungen ude af munden og sveden svidende i øjnene kæmper jeg mig gennem snørklede gader mod den strandpromenade, hvor turisterne lader til at have søgt tilflugt for varmen.
Og da jeg endelig krydser målstregen, er jeg ligeglad med min tid. Jeg tænker kun på det iskolde fodbad og den friske paella, der venter.
