Regeringen har udsat en ændring af skovloven, der lagde op til at skabe bedre muligheder for byggeri.

København. En ny ændring af skovloven, der lagde op til at skabe bedre muligheder for byggeri, er taget af regeringsprogrammet.

Det fremgår af den såkaldte februarredegørelse. Redegørelsen er en oversigt over regeringens forventede lovforslag.

Det skriver Altinget.

Loven er blevet udskudt, fordi den nye VLAK-regering gerne vil inddrage alle relevante parter i arbejdet med loven.

Det oplyser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- I den nye regeringen vil vi gerne inddrage alle relevante erhvervs- og interesseorganisationer i arbejdet, og derfor har vi brug for lidt længere tid, før vi fremlægger skovloven, siger han.

Regeringen havde ellers varslet et forslag i slutningen af februar.

Med ændringen var der lagt op til at lempe reglerne for skovene på en række områder. Det ville skabe bedre mulighed for byggeri.

Der skulle blandt andet etableres en forsøgsordning med et begrænset antal projekter.

Det er projekter såsom anlæg til friluftsliv, institutionsbyggeri og vindmøller.

Debatten om skovloven tog fart, da V-regeringen i sit lovprogram fra oktober varslede planer om at ændre skovloven.

Miljø- og fødevareministeren har forklaret, at målet blandt andet er at styrke friluftslivet. På den måde kan flere danskere få gavn af naturen, lyder det.

Planerne har mødt opbakning fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Borgmestre har også glædet sig over udsigten til at placere vindmøller i skovene.

Det har imidlertid affødt kritik fra flere sider. Blandt andet fra Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

På Christiansborg har rød blok og Konservative også været ret lunkne ved de idéer, der er blevet præsenteret.

De Konservative har efter regeringsdeltagelsen varslet et nyt udspil fra regeringen. Her skulle Skovrådet også inddrages i processen.

I lovprogrammet fra december - hvor VLAK-regeringen allerede var dannet - stod ændringen af loven fortsat på til februar.

Miljø- og Fødevareministeriet kan endnu ikke oplyse, hvornår lovforslaget kommer. Men loven er ikke blevet glemt, lyder det fra ministeriet.

/ritzau/