Hun kunne sagtens have spillet, men Jan Pytlick sendte alligevel en rygskadet Louise Svalastog Spellerberg ud af OL-holdet. Nu sidder hun bitter tilbage.

Det fortalte hendes mand, Bo Spellerberg, da han sammen med resten af herrelandsholdet lørdag formiddag tog imod pressen i den olympiske by.

- Jeg snakkede med hende i morges, og hun kunne godt have spillet i dag, svarede Bo Spellerberg på spørgsmålet om hans hustrus tilstand.

Det er da bittert?

- Ja.

Og hun er bitter?

- Ja, meget. Det er jo klart. Det er jo de fleste atleters store drøm, og så ender man med at blive valgt fra.

Kan du forstå Jan Pytlicks beslutning?

- Det skal jeg ikke udtale mig om.

Bo Spellerberg har over for TV2 Sporten også forklaret, at Louise Spellerberg end ikke er spurgt til råds i denne sag. 

- Louise er aldrig blevet spurgt. Hun er aldrig blevet taget med på råd omkring hendes egne chancer, så det kan jeg ikke forstå, at han har udtalt. Hun er ikke blevet hørt og sådan spurgt: Hvad tror du selv? Der er bare blevet truffet en beslutning, og den har hun selvfølgelig måtte affinde sig med  

Jan Pytlicks begrundelse for at sende Louise Spellerberg hjem var, at han ikke turde gamble med hendes rygskade, som er opstået ved træningen op til OL. I stedet for Louise Svalastog Spellerberg er Marianne Bonde blevet kaldt ind til sin første slutrunde overhovedet.

Danmarks kvinder spiller sin første kamp ved OL lørdag eftermiddag kl. 17.15 dansk tid.