Turkish Airlines blev en uge før det katastrofale flystyrt beskyldt for dårlig vedligeholdelse af deres fly. De bliver beskyldt for selv at have 'inviteret' katastrofen indenfor.

Kun en uge før flystyrtet i Holland, der i går kostede 9 mennesker livet, beskyldte en tyrkisk fagforening Turkish Airlines for at sløse med vedligeholdelsen af deres fly.

Ifølge CNN blev beskyldningerne lagt ud på fagforeningens hjemmeside 18. februar, altså en uge før flystyrtet.

-Turkish Airlines ignorerer de mest basale funktioner indenfor flysikkerhed, og det er vedligeholdelse af flyene, skriver fagforeningen på deres hjemmeside.

Fagforeningen repræsenterer 12.000 luftfartsmedarbejdere. De er vrede over, at flyselskabet fyrer medarbejdere, og at de ikke tænker på de sikkerhedsmæssige konsekvenser, der kan føre til katastrofer.

Se ny video fra flystyrtet:


Efter katastrofen er det på en pressekonference blevet oplyst af flyselskabet og det tyrkiske transportministerium, at det styrtede fly Boeing 737-800 sidst blev gennemgået d. 22 december 2008.

De sorte bokse er fundet, og de undersøges netop nu. Det er endnu ikke fastslået, hvad der var årsag til flystyrtet.