Sky Radio lukker og annullerer sin aftale med staten. Parterne er uenige om, hvor mange lyttere, stationen kan nå ud til. - Vi er blevet snydt, siger direktør.

- Der har aldrig eksisteret en femte, næsten landsdækkende radiokanal. Så man har snydt befolkningen, og man har snydt os og vores medarbejdere i den her sag.

Harmen er stor hos viceadministrerende direktør Kasper Krüger fra Sky Radio. Han anklager staten, i dette tilfælde Radio- og tv-nævnet og It- og telestyrelsen, for at have lavet sin egen beregningsmetode, da staten i 2003 bortauktionerede den femte radiokanal til Sky Radio. En metode, der ikke fremgik af udbudsmaterialet. Sky skulle have adgang til 78 procent af befolkningen, men det har Sky aldrig haft, hævder Kasper Krüger. Han siger, at stationen kun kan dække 60 procent med det sendenet, man har til rådighed.

Formanden for Radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig, afviser over for Ritzau, at Sky Radio kun når ud til 60 procent af befolkningen.

/ritzau/