Man må satse, hvis man vil overleve. Rykke alt op. Og gå den famøse ekstra mil. Det lærte skue-spilleren Dar Salim, da han flygtede fra Irak. Men hans søn har lært ham, at man ikke altid kan flygte
Han husker det kun i brudstykker. At det først handlede om at få tøj på. Derefter om ikke at blive skudt. De måtte væk. Forlade deres hjem og land for at overleve. Dar Salim var kun et år, da hans familie flygtede fra Irak, men følelsen af at være på flugt er plantet dybt i ham.
»Jeg husker mest følelsen af frygt og usikkerhed. At der ikke var overskud til at tænke på andet end overlevelse, og at folk talte sprog, som jeg ikke forstod,« fortæller Dar Salim.
Læs her historien om Dar Salim og hans vej til hans store gennembrud, og hvordan hans søn har lært ham aldrig at give op.
Opret abonnement på BT PLUS og få adgang til mange fortællinger, sundhedsguider, slankeguider, privatøkonomi, elektronik og meget andet.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Han husker det kun i brudstykker. At det først handlede om at få tøj på. Derefter om ikke at blive skudt. De måtte væk. Forlade deres hjem og land for at overleve. Dar Salim var kun et år, da hans familie flygtede fra Irak, men følelsen af at være på flugt er plantet dybt i ham.
»Jeg husker mest følelsen af frygt og usikkerhed. At der ikke var overskud til at tænke på andet end overlevelse, og at folk talte sprog, som jeg ikke forstod,« fortæller Dar Salim.
Familien blev smuglet ud af Irak og levede i flere år et nomadeliv, før de ved et tilfælde havnede i Danmark. Da Dar Salim var syv år gammel.
Familien flyttede ind i et socialt boligbyggeri på Amager, men den lille Dar havde svært ved at finde sig til rette. Han var en enspænder. Der alt for tidligt havde erfaret, at skulle han overleve, måtte han klare sig selv – for de voksnes løfter holdt aldrig.
»Da vi endte her, var der kaos i min familie. Al menneskelighed var forsvundet. Man var blevet til dyr, som bare kæmpede for at overleve. Der var ikke nogen, der kunne finde ud af noget,« siger Dar Salim.
Hollywood-stjernen
Der er langt fra den lille Dar til ham, der sidder overfor iført et par knælange jerseyshorts og en løs grå striktrøje. Han er hjemme i sin 141 kvadratmeter store lejlighed på Vesterbro i København. 36 år efter han som barn flygtede med sin familie fra Irak. Næsen løber, og ørerne er stadig irriterede af propper efter flyveturen. For 24 timer siden stod han på den røde løber i London til premieren på Ridley Scotts nye Hollywood-film ‘Exodus,’ hvor han spiller en egyptisk hærfører i selskab med bl.a. Batman-stjernen Christian Bale.
Herhjemme kender de fleste Dar Salim som fotografen Bo fra tv-serien ’Dicte.’ Den bløde mand, der gang på gang må gå på kompromis, og tage hensyn til sin journalistkæreste, fordi hun altid sætter karrieren højest. Ham, der må være overbærende, når hun er et helt andet sted, og han – som aftalt – står med lp’er og stueplante klar til at flytte ind og præsentere hende for sine børn.
Virkelighedens Dar Salim er nok lidt mere firkantet, maskulin og mindre kompromissøgende at leve sammen med, erkender han. Han vil have lov til at brøle, hænge ud med drengene og sommetider sige nej til at besøge svigerforældrene.
Men ligesom Bo har Dar Salim et blødt punkt – der, hvor stemmen knækker, og han lige må hente kaffen, fordi øjnene bliver våde. Dar Salims bløde punkt hedder Zidane. Og er tre år.
Sønnen er grunden til, at den 37-årige skuespiller ikke hiver teltpløkkerne op og forlader Vesterbro. Udlandet trækker ellers i ham, og det er fristende. Men skal han være rigtig lykkelig, må han være i nærheden af sin søn, som skiftevis bor hos ham og lige rundt om hjørnet hos sin mor. Det er halvandet år siden, de gik fra hinanden. Halvandet år siden Dar Salim flyttede ind i lejligheden i Istedgade.
Selv om han ikke regner med at være single resten af livet, har han det godt med at være alene.
»Det er jo det, jeg er vokset op med. Måske er det også det, der gør, at jeg har svært ved at være i et forhold. Det passer mig fint at kunne dosere det.«
For enden af stuen står flyttekasserne, væggene er stadig bare. På gulvet ligger en åben kuffert med tøj og vidner om en mand, der altid er på farten.
Barndommen
Det eneste rum, der er færdigindrettet, er værelset bag den gule dør. Herinde er der dyr på væggene, fisk i akvariet og legetøj på alle hylderne. Her er der plads til tryghed, overskud og til at sidde på gulvet i tre timer og lege med Lego.
Dar Salim vil gerne give sin søn alt i hele verden. Give ham den barndom, han aldrig selv fik, fyldt med overskud og privilegier. Det sværeste er også at huske at opdrage, sætte grænser og ikke give ham det hele, selv om han har muligheden for det.
Dar Salim læner sig tilbage i sofaen. Hans søn er ikke meget ældre, end han selv var, da han flygtede fra Irak. Men deres barndom er vidt forskellig. Som nat og dag – heldigvis.
»Min barndom var ikke en barndom, jeg vil ønske for nogen. Når folk bliver revet op fra deres hjem, sprog og kultur og får at vide, at nu hopper du på det tog ud af landet, ellers bliver du skudt. Det er jo en fuldstændig absurd situation,« siger Dar Salim og stiller kaffekoppen fra sig. Øjnene er igen blevet klare.
»Hvis jeg tænker på, at børn på min egen søns alder oplever det i dag. Det kan jeg ikke tage ind. Det kan jeg ikke rumme ... Jeg henter lige noget mere kaffe,« siger han og rejser sig.
Pilot-planen
Barndommen i betonbyggeriet på Amager var præget af ensomhed. Når de andre legede i skolegården, så den syv-årige Dar bare på. Som ung havde han svært ved det sociale, kæmpede med sin vrede og endte ofte i slåskampe eller drillede politiet. ‘Komplet rodløs’, som han selv beskriver sig. Som 13-årig meldte han sig ind i en karateklub på Amager. Her opdagede han, at der var noget, han var god til – og lærte, at sætter man sig et mål, kan man nå det. For som 16-årig fik han det sorte bælte og kom på ungdomstalentholdet.
»Jeg fandt ud af, at hvis jeg lige blev et par timer længere end alle de andre og trænede detaljerne og nuancerne, så ramte jeg de andre. Det gav mig en enorm selvtillid. Pludselig følte jeg mig som et menneske i verden. Jeg havde min plads.«
Målet var at komme væk det sociale boligbyggeri. Der måtte være noget på den anden side af betonhegnet. Noget, der var større end den lille jungle, hvor han var vokset op, med nogle helt bestemte regler for rigtigt og forkert. Oppe på himlen kunne han dagligt følge flyvemaskinerne, der landede og lettede i Kastrup. Det må være dét, der er løsningen, tænkte han.
»Pilot var for mig det største, man kunne blive. Så det skulle jeg være,« siger Dar Salim.
Han gennemførte gymnasiet. Kom i Livgarden og arbejdede derefter som kok på en fiskekutter, var rejseleder på Mallorca, bestyrer af en sushirestaurant, lærervikar på en skole og fitnessinstruktør. Hele tiden med sit mål for øje: at blive pilot. Ved at arbejde i døgndrift med fem job ad gangen skrabede han i løbet af tre måneder de hundrede tusind kroner sammen, som banken krævede for at låne ham den halve million kroner, som pilotuddannelsen kostede.
I 2002 var han færdiguddannet og knoklede de første måneder for at få et ben indenfor i flybranchen. For som halvarabisk knægt var det svært at få job som pilot efter terrorangrebene 11. september.
Vejen til skuespiller
Det var i de år, han ved en ren tilfældighed endte foran kameraet første gang. En ven hev ham med til casting på tv-serien ‘Forsvar,’ hvor han fik en gæstehovedrolle. Nogle år senere blev han igen ringet op og spurgt, om han ville komme til casting på filmen ‘Gå med fred, Jamil.’
Han fik hovedrollen, men lagde skuespillet på hylden. Dar Salim kendte ikke nogen i den branche og vidste ganske enkelt ikke, hvordan man kom videre derfra. Samtidig havde han jo også valgt uddannelsen som pilot og måtte gå helhjertet efter det. Så han blev pilot – på fuld tid, fløj passagerer rundt i store Airbus-fly, tjente gode penge og boede på fine hoteller. Men jobbet blev rutine, og han indså, at det ikke nødvendigvis var verdens bedste job.
»Da jeg endelig sad der i den store Airbus 320, hvor man ikke skal røre en finger, men bare kigger på hinanden og undrer sig over, hvor fanden kaffen bliver af, kunne jeg mærke, at jeg havde løbet alt for hurtigt til at kunne sidde stille der de næste 30 år,« siger Dar Salim.
Han begyndte at se film på en anden måde, tog kurser i London og New York og kontaktede en privatlærer. For skuespillet havde tændt en gnist i ham, som han ikke kunne slukke.
»Da jeg boede på Amager, vidste jeg ikke, at der var noget, der hed Det Kongelige Teater eller Teaterskolen. Jeg vidste, at man kunne blive vvs-mand, og at man kunne tage gymnasiet, hvis man skulle være fin på den,« siger Dar Salim. Han trækker på smilebåndet, men bliver hurtigt alvorlig igen.
»Du kan jo ikke drømme om noget, du ikke ved findes. At drømme kræver, at du er et sted, hvor du er mæt. Det kræver overskud at drømme,« siger han.
Inderst inde vidste han nok allerede, at beslutningen var truffet. At han en dag ville holde op med at flyve. Men han turde ikke sige det højt. Ikke endnu. Først skulle han nyde, at han var blevet pilot, at han kunne køre rundt i dyre biler og bo i Spanien i lejligheder med swimmingpools og stewardesser.
»Det var jo livet, ikk’? Så hvorfor skulle jeg smide det væk,« spørger han.
Lyst fremfor fornuft
For første gang i sit liv tog Dar Salim en beslutning, der udelukkende var lystbetonet. Den var ikke logisk eller fornuftig og handlede ikke om overlevelse eller økonomisk sikkerhed. Han kvittede sit velbetalte pilotjob et år før, han kunne være blevet kaptajn.
Flere rystede uforstående på hovedet. Men for Dar Salim handlede det om at være nået til et punkt med tilstrækkelig sikkerhed og tryghed til, at han havde mod til at spille det usikre kort – at vælge livet som skuespiller, selv om det ikke nødvendigvis kunne skaffe brød på bordet hver måned.
»Af alle de umulige projekter, jeg har lavet, var det her nok det mest umulige. Men da jeg havde gennemført det, vidste jeg jo samtidig også, at der ikke var nogen, der kunne stoppe mig nu,« siger Dar Salim.
»Det gælder om at gennemføre. Din krop kan huske, når du har gennemført noget. Så har den noget at bygge videre på, og så man kan gennemføre det næste projekt. Så ved kroppen, at det kan lade sig gøre, selv om det måske ser svært ud.«
Den følelse tog Dar Salim med sig som skuespiller, og det har ifølge ham selv betydet, at han ikke har knækket nakken i branchen. Helt fra starten har han troet på, at han nok skulle finde sin plads. Også selv om han ikke lige ser ud, som en dansk mand har gjort på film de sidste mange år. Det virkede.
I dag er han fuldt etableret som skuespiller. Han har haft roller i adskillige film og tv-serier som ’Borgen,’ den amerikanske tv-serie ’Game of Thrones’ og har fået tildelt flere priser. Han har haft succes på den danske teaterscene med blandt andet stykket ’Habe kein Angst’. Han har indtaget det tyske marked med flere film og er ved at indtage det amerikanske, hvor han til januar skal i gang med optagelser til en ny tv-serie.
Ligesom pilotjobbet lå succesen som skuespiller ikke i kortene. At det har krævet hårdt arbejde, er han ikke bleg for at indrømme.
»Men hvem har sagt, at livet skal være nemt? Hvem har sagt, at livet skylder dig, at du skal være lykkelig? Du er født i et af verdens rigeste lande. Du er født et sted, hvor hospitalerne er rene, og skolen bliver betalt for dig. Det er et sindssygt privilegium,« siger Dar Salim.
Han tror dog næppe, at han stadig er skuespiller om 20 år. Ligesom med pilotjobbet har han også set skuespillere komme dertil, hvor de kører på rutinen.
»Så bruger man de samme trick, spiller de samme roller. Bliver det sådan, kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke gider mere,« siger han.
Det handler ikke længere om overlevelse, men han løber stadig stærkt. Lejligheden, han voksede op i på Amager, kan ligge i den ene ende af stuen i den lejlighed, han bor i i dag. Men han gennemfører stadig det, han sætter sig for. Som dette interview. Selvom han ved, at propperne i ørerne fra flyveturen og den begyndende forkølelse fortæller, at han burde holde fri i dag.
»Det er min klare svaghed. Det med at trække stikket eller bare stoppe op og nyde tingene. Det er eddermame svært. Efter jeg har fået min søn, er jeg blevet bedre til det.«
Egentlig havde Dar Salim aldrig tænkt, at han skulle have børn og familie. Han trives med singlelivet. Kun hvis den helt rigtige dukker op, vil han igen satse på familielivet.
»Jeg har ikke lyst til at splitte flere familier. Men møder jeg den rigtige kvinde, vil jeg helt sikkert gerne have flere børn. Fem mere,« siger han med et grin.
