Det var en optimistisk Phonak-chef, der tirsdag fremlagde overvejelserne bag opkøbet af GN Resound - en sammenlægning, der er "som skabt i Himlen".

En fusion, der er som skabt i Himlen. Sådan lød vurderingen, da topchefen for schweiziske Phonak, dr. Valentin Chapero, tirsdag fremlagde overvejelserne bag opkøbet til 15,5 milliarder kroner af den danske høreapparatvirksomhed GN Resound.

Selv om der er tale om et opkøb, ser man det fra Phonaks side i høj grad som en fusion, der skal styrke begge parter.

Valentin Chapero peger på, at selskabernes produkter passer godt sammen, at de ansatte i selskaberne tænker på samme måde, at begge selskaber har stærke varemærker på markedet, og at de to lande Schweiz og Danmark er meget sammenlignelige. Oven i det hele får det samlede selskab store fordele i kraft af sin størrelse, som gør det dominerende på verdensmarkedet.

- Det er efter vores opfattelse så godt, som det kan blive, sagde Valentin Chapero.

/ritzau/