Ny formand for forsvarsudvalget

Den konservative Helge Adam Møller afløser Hans Engell (K) som sit partis forsvarspolitiske ordfører og formand for Folketingets forsvarsudvalg. Det besluttede De Konservatives folketingsgruppe i dag på et møde.

Helge Adam Møller, der fortsætter som retspolitisk ordfører, blev også tidligere på måneden udpeget til at efterfølge Hans Engell på posten som statsrevisor efter Engells exit til Ekstra Bladet som chefredaktør.

Folketingsgruppen besluttede samtidig, at Flemming Hansen fortsætter som skattepolitisk ordfører, Brian Mikkelsen som uddannelsesordfører, forskningsordfører og kulturordfører, mens Jens Heimburgers afløser i Folketinget, John Vinther, bliver fødevareordfører og overtager boligordførerskabet fra Pernille Sams, der dog fortsætter som erhvervspolitisk ordfører frem til næste valg. Hans Engells afløser i Folketinget, Eva Møller, bliver energiordfører og kirkeordfører.

/ritzau/