Over 50 danske virksomheder bliver hængt ud som våbenkræmmere på internettet. Deriblandt Danyard og de børsnoterede Højgaard & Schulz, Satair og Monberg & Thorsen. Desuden Mærsk selskabet Mærsk-Infocom.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er bevægelsen "Aldrig mere Krig", der står bag hjemmesiden www.fred.dk, hvor de har en liste over de uetiske virksomheder.

"Vi ønsker, at befolkningen skal vide, hvilke danske firmaer der er indblandet i våbenproduktion. Så både ansatte og investorer kan handle derefter.

Og tjenesteydelser til millitære instiutioner hører med i vores definition," siger talsmand for "Aldrig mere krig", Gert Grønnegaard.

Foreningen ved godt, at nogen firmaer er mere involveret end andre. Men de har valgt at nævne alle de firmaer, der har egen hjemmeside.

"Listen er meget længere. Der er flere hundrede danske firmaer," siger Tom Vilmer, der står bag listen.

Mærsk-Infocom og Monberg & Thorsen har begge fået officiel tilladelse til fremstilling af krigsmateriel i år af Justisministeriet.

"Våben lyder af så meget. Det vi har gjort i mange år er, at vi har lavet nogle rustfri containermoduler til standard flex skibe i den danske flåde. Og så laver vi nogle aluminiumskonstruktioner.

Det udgør under en halv procent af vores omsætning. Jeg synes ikke, at der er noget forkert i at lave noget til det danske forsvar. Men det generer mig at blive kaldt våbenkræmmer, for det er ikke en rigtig dækkende beskrivelse af vore virksomhed," siger administrerende direktør Ove Lauritzen fra Monberg & Thorsen.

Satair kritiseres, fordi de leverer reservedele til flyve-våbnet.

"Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt våbenkræmmer, og jeg har da tænkt mig at finde ud af, hvordan det er sket," siger direktør Jørgen Stær fra Satair.

"Aldrig mere krig"s næste projekt bliver at finde ud af, hvor meget de danske pensionskasser investerer i udenlandske våbenaktier.

"Vi vil være klædt på ved generalforsamlingerne i foråret," siger Tom Vilmer.

For nogle måneder siden kom det bl.a. frem, at Lægernes Pensionskasse tjente fedt på udenlandske tobaks- og våbenaktier.

Etiske investeringsforeninger er ikke så etiske

78 procent af de svenske investeringsforeninger investerer i virksomheder, der producerer krigsmateriel. Det viser en undersøgelse som Svenska Freds- og Skiljedomsforeningen har lavet.

Og det gælder også de foreninger, der slår sig op på at være etiske.

Bl.a. også Banco, der er svensk forbillede for den første danske etiske investeringsforening, der udelukkende vil satse på "korrekte" aktier.

"Vi er i færd med at sammensætte porteføljen. Men der er ting, man ikke opdager, hvis f.eks. våbenproduktion udgør en meget lille del af en virksomhed.

Men nu kan man lave grænser ned til 3 procent af omsætningen (så alle virksomheder hvor våbenproduktion udgør over 3 procent kan sorteres fra) og det har vi tænkt os at gøre, siger direktør for den nye etiske investeringsforening, Kirsten Fjord.

Grunden til at så mange investeringsforeninger i Sverige kaldes uetiske er, at store svenske virksomheder som Volvo og Ericsson medvirker til produktion af krigsmateriel.

Ericsson fremstiller en robot-teknik som sidder inde i robotterne og gør at disse kan ramme sine mål.

"Det er rigtigt, at vi har en lille smule våbenindustri, men det udgør under 1 procent af vores omsætning. Så vi føler os ikke specielt uetiske, " siger Ole Selchau fra Ericsson Danmark. CSH