Regeringens plan imponerer ikke B.T.s politiske kommentator Helle Ib. - Planen er ikke særlig overbevisende. Ambitionerne fejler ingenting, men i store træk er det det samme, som Lars Løkke fremlagde ved Venstres Landsmøde sidste efterår, siger Helle Ib.

- Der er for få konkrete anvisninger på, hvordan regeringen rent faktisk vil nå de mål, som de sætter op, siger hun.

Langt af vejen, så overrasker Lars Løkkes plan ikke, men enkelte ting springer i øjnene.

- Der er enkelte overraskelser. Mest iøjenfaldende er, at Lars Løkke og Lene Espersen forsøger at afmontere Socialdemokraternes kampagner, siger hun og fortsætter:

- Socialdemokraterne har lavet en kampagne, der hedder "Fra banker til børn," som skal flytte overskuddet fra bankpakkerne til forbedringer i folkeskolen. Det har regeringen stjålet," siger Helle Ib.

Desuden så vil Lars Løkke, som ikke er kendt for sin forbilledligt sunde livsstil, gøre det dyrere at ryge og drikke. Det er også lidt overraskende.

- Tidligere har regeringen afvist at lave større afgiftsforhøjelser. Det vil de så nu. Det er også en socialdemokratisk idé, siger Helle Ib.

Desuden så undlod Lars Løkke og Lene Espersen et væsentligt, men problematisk politisk emne.

- Regeringen kneb udenom spørgsmålet om efterløn og dagpenge. Det ville de ikke forholde sig til," siger Helle Ib.