Fem reportere og et hold researchere fra New York Times har brugt uger på at rekonstruere en minutiøs skildring af, hvad der skete inde i World Trade Center den 11. september. Det er rystende læsning.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En grå, faretruende skygge gled forbi Frihedsgudinden i New York. »Jeg er i sikkerhed, skat« lød det samtidig i telefonen fra 50-årige Sean Rooney, som stod på en af de øverste etager i World Trade Center og talte med sin hustru.På det tidspunkt havde det første fly ramt det nordlige tårn. Men Sean Rooney var (endnu) i sikkerhed.
Den midaldrende familiefar kunne ikke ane, at skyggen blev større og større og STØRRE . . .
At det andet kaprede fly - United Flight 175 - havde direkte kurs mod World Trade Center og dermed ham.
Sean Rooneys skæbne er kun én af de historier, som New York Times opruller i en isnende uhyggelig, minutiøs og uafrystelig gennemgang af den sidste grusomme time for de 1.100 mennesker, som blev fanget på toppen af World Trade Center 11. september i fjor.
Den formiddag, hvor Tvillingetårnene og den gamle verdensorden styrtede i grus.
Fem reportere og et hold researchere har brugt adskillige uger på at rekonstruere, hvad der præcis skete inde i bygningen i de 102 minutter, fra det første fly ramte World Trade Center, og til det andet tårn styrtede sammen.
Over otte sider i New York Times gengiver journalisterne de samtaler, de har haft med 157 personer, som modtog opkald fra folk, som var fanget inde i bygningen.
Sean Rooney var én af dem. Han mødte sin hustru, Beverly Eckert, til et afdansningsbal, da de begge var 16 år.
Nu var han fanget i helvede, men forsøgte til det sidste at bevare håbet - og kontakten til konen over telefonen.
Da det første fly ramte, prøvede han at finde en vej ned, men måtte opgive. I stedet gik han 30 etager op, hvor hans plan angiveligt var at nå bygningens tag i håb om at blive befriet af helikoptere.
Her havde 200 andre i forvejen søgt tilflugt.
Brandvarme vinduer. Over telefonen forsøgte Sean Rooney at få sin hustru til at følge med på fjernsynsskærmen og fortælle ham, hvor det brændte.
Da han ringede til hende igen, var han fanget i et rum og kunne ikke få døren op til tagterrassen.
»Han var meget bekymret for flammerne,« husker hans hustru, Beverly Eckert i sin samtale med New York Times-journalisterne.
»Jeg blev ved med at forklare ham, at ilden slet ikke var i nærheden af ham. Men han afbrød mig og forklarede, at vinduerne var brandvarme - og jeg kunne høre, hvordan hans åndedræt blev stadig mere anstrengt,« erindrer hun.
Glas splintredes, vægge faldt som kort i et korthus, gulve brød sammen, telefonlinier blev afbrudt, alt var kaos.
Og Sean Rooney var alene i et rum, som langsomt blev fyldt med kvælende røg.
Tiden var kommet til, at ægteparret måtte sige farvel til hinanden.
»Han fortalte mig, at han elskede mig. Og så kunne jeg høre den høje eksplosion,« fortæller Beverly Eckert.
Terrorist-angrebet kostede i alt 2.823 dødsofre.
Ifølge New York Times forsøgte 300 mennesker i det sydlige tårn og 800 i det nordlige tårn desperat at undslippe i løbet af de 102 minutter, der gik fra det første fly hamrede ind i bygningen.
Alle de 1.344 personer, som befandt sig over den 91. etage, døde.
Nogle valgte selv at møde deres Gud.
Ifølge de videobånd, som New York Times-journalisterne har gennemset, sprang mindst 37 personer, og muligvis 50, selv ud af bygningernes vinduer i et desperat forsøg på at undgå at blive stegt af flammerne.
Det er de billeder, en chokeret verden har set af menneskekroppe med flagrende arme, der falder fra Tvillingetårnene som livløse dukkebørn.
De mest rystende vidnesbyrd om katastrofen findes - som altid - i detaljen: I de korte telefonopkald, som New York Times gengiver, fra de fortvivlede mænd og kvinder, som en sidste gang ringede til deres kære.
Bl.a. ægtemanden, der i en fattet tone minder sin kone om betingelserne i hans livsforsikring. Samtidig fortæller han stille, at gulvet under ham er ved at styrte sammen, inden han afslutter opkaldet med ordene:
»Du - og børnene - betød alt for mig i denne verden.«
På 92. etage stod Tom McGinnis og forsøgte samtidig at få kontakt til sin hustru, Iliane McGinnis.
Deres sidste samtale er frosset fast i hendes hukommelse for evigt.
»Det ser meget skidt ud,« lød det fra ægtemanden.
»Jeg ved det,« svarede konen, som følte mandens ængstelse helt ind i det dybeste af sit hjerte.
»Er du okay? Svar ja eller nej,«
»Vi er på 92. etage, og vi kan ikke komme ud,« svarede Tom McGinnis.
»Hvem er sammen med dig,« spurgte hustruen, som fik det korte svar, at det var tre gode kolleger.
»Jeg elsker dig. Pas godt på Caitlin,« lød det fra Tom, men Iliane var endnu ikke parat til afskeden med sin mand.
»Tab ikke modet,« tryglede hun. »Du er så stærk, du har så mange ressourcer, du skal nok slippe ud,« lød det fra hende.
»Du forstår det ikke,« svarede manden og tilføjede. »Der er folk, som springer ud ad vinduerne. Klokken var på det tidspunkt 10.25, den 11. september. Og Tom McGinnis gentog, hvor meget han elskede sin kone og datteren Caitlin.
»Du må ikke lægge røret på. Du må ikke,« lød det fra konen.
»Jeg er nødt til at lægge mig ned på gulvet,« svarede manden, mens telefonforbindelsen langsomt forsvandt.
To minutter efter faldt World Trade Center til jorden De 102 minutters ragnarok var overstået for ofrene.
Nu var der kun helvede tilbage for de efterladte.
