Vi vil ikke undvære mobiltelefonen. Men vi vil gerne undvære det, den fører med sig af stress, spildtid og manglende nærvær. Her fortæller tre kvinder, hvordan de får det bedste
ud af deres telefon.

Christiane Vejlø, digital trendekspert:


Digital trendekspert Christiane Vejlø bruger sin telefon konstant. Det er via den, hun holder sig fagligt opdateret, og hvorfra hun styrer sine i alt 12 profiler på de sociale medier. Til gengæld er den altid på lydløs, og så er den aldrig inviteret med til bords.

Mit forbrug

»Jeg bruger min telefon hele tiden. Seriøst: Hele tiden! Det, jeg bruger den mest til, er at holde mig opdateret på de sociale medier - Twitter er min favorit. Det er her, jeg får 80 procent af min viden. Desuden har jeg selv 12 forskellige profiler på sociale medier – både i mit eget navn og i mit brandnavn, Elektronista, som jeg også holder ved lige. Derfor er min telefon også mit vigtigste arbejdsredskab. Den er kommandocentralen i mit liv. Man kan sige, at den forstørrer mig som menneske.«

Mine regler

»For ikke at blive forstyrret hele tiden har jeg altid telefonen på lydløs, og så har jeg slået notifikationer fra, så jeg ikke får besked, når jeg for eksempel får et like eller en mail, men kun når jeg får et opkald eller en sms.«

»Når jeg er hjemme, har jeg den som regel liggende på en hylde. Vi har lavet en regel om, at der ikke må være skærme ved spisebordet. Det handler om at bevare noget nærvær, for det er ikke noget ved at sidde og prøve at komme i kontakt med en, der har gang i en sms-korrespondance.«

»På et tidspunkt blev jeg også opmærksom på, at jeg tjekkede telefonen, inden jeg skulle sove og om natten, hvis jeg vågnede – og at det ikke var godt i forhold til min søvn, så i dag har jeg ikke længere telefonen i soveværelset. Dér ligger den til opladning. Men den er det første, jeg tjekker, når jeg vågner.«

LÆS OGSÅ: "Vi bruger mobilen som elektronisk sutteklud"

»Når jeg er ude – for eksempel på cafe med en veninde, ligger telefonen i tasken, men lige så snart hun går på toilettet, kigger jeg på den.«

»Mine forældre har et sommerhus, hvor der er ret dårlig dækning, og hvor jeg ikke kan komme igennem og for eksempel tjekke Twitter, og det er fantastisk – det hjælper mig til at slappe af. Men når jeg skal ned og handle tager jeg telefonen med, så jeg lige kan tjekke. Men ellers har jeg fået en assistent, der holder de sociale profiler opdaterede, når jeg er på ferie.«

Balancen

»Telefonen bliver et problem, når man sidder med den, i stedet for at kigge på dem, man er sammen med.«

De andre og deres forbrug

»Det er sindssygt irriterende, når folk ikke slår lyden fra tastaturet fra – det er helt unødvendigt og samtidig forstyrrende. Og hvis jeg sidder i toget, og der er en der sidder og sms'er og ikke har gjort det, kan jeg godt finde på at sige "Ved du godt, at du faktisk kan slå det fra". Det med at telefoner skal larme, hører en ældre generation til. I dag har alle unge deres telefon på lydløs og så svarer de, når de har lyst.«

»Selvom jeg umiddelbart kunne være ligeglad, så synes jeg også, det er irriterende, at min mand sidder og sms'er, når vi ser en film sammen.«

LÆS OGSÅ: 9 grunde til, at du skal droppe din smartphone

Nana Bule, direktør:


For direktør Nana Bule er telefonen ikke en kilde til stress. Tværtimod. Det er via den, hun passer sit arbejde og laver lister, der giver ro og overblik.

Mit forbrug

»Jeg er meget glad for min telefon. Jeg er en del ude at rejse i forbindelse med mit arbejde, og samtidig har jeg også tvillinger, så min telefon er helt nødvendig for, at jeg kan få det til at fungere.«

»Ud over at bruge telefonen til mails og sms'er, har jeg også en række programmer på den, der gør, at jeg reelt kan arbejde fra den og for eksempel kan godkende ordrer. Privat bruger jeg Instagram – jeg er meget glad for mad og for at lægge billeder ud af mad. Og så spiller jeg spil på den – blandt andet spiller mine børn og jeg Subway Surfer mod hinanden.«

Mine regler

»Hvis jeg er til middag eller ude at spise med min mand, lægger jeg den væk. Og jeg har den heller ikke hos mig, når jeg læser godnathistorie for børnene. Men jeg er absolut ikke hellig. Jeg tjekker gerne arbejdsmails eller Instagram, når jeg er på legeplads med børnene, og de alligevel løber og leger. Den ligger også på mit natbord, da jeg bruger den som vækkeur. Dog har jeg den på lydløs – jeg arbejder i en global organisation og kan blive ringet op om natten.«

Balancen

»Jeg ser ikke min telefon som en stressfaktor, men mere som en ting, der er med til at afstresse mig. Jeg kan vildt godt lide at være opdateret. På ferier står jeg gerne op før resten af familien, for lige at skimme mails, så jeg ved, om alt er i orden. Og så kan jeg slappe af resten af dagen.«

LÆS OGSÅ: Så syg bliver du af den teknologi du bruger hver dag

»Forbruget begynder at tage overhånd, når man er der, hvor man er bange for at gå glip af noget – dér hvor man ubevidst griber ud efter telefonen og for eksempel begynder at tjekke nyheder – ligesom rygere griber ud efter deres cigaretter af ren refleks. Det er ikke konstruktivt.«

De andre og deres forbrug

»Fordi jeg selv er så fleksibel med mit eget forbrug, er jeg det også med andres. Men når jeg sidder med en veninde, vil jeg gerne have nærvær. Og hvis jeg er til et møde, hvor nogle har forberedt noget, de skal sige, synes jeg også, at det er dårlig stil at sidde og tjekke sin telefon.«

Jessica Basken, yogalærer:


Yogalærer Jessica Basken har for det meste sin telefon på lydløs i tasken. Og så snart hun fanger sig selv i at sidde og kigge på den uden formål, lægger hun den fra sig.

Mit forbrug

»Jeg bruger nok min telefon en time om dagen, hvis man ser bort fra mine yogatimer, hvor jeg bruger den til at spille musik på, og hvor den er på flymode, så den ikke forstyrrer med opkald.«

»Jeg bruger den selvfølgelig til at tale i og til at sende sms'er med, men jeg bruger nok mest tid på Facebook. Derudover bruger jeg den også som ur, og derfor har jeg den altid med mig.«

LÆS OGSÅ: "Jeg var nok det, man vil betegne som klassisk nørd. Bøgerne var min bedste ven"

Mine regler

»Jeg har ingen regler for mit forbrug. Til gengæld har jeg et ret afslappet forhold til min telefon, der som regel ligger på lydløs i min taske. Det er ikke sådan, at jeg skal have den i hånden hele tiden.«

»Jeg kan godt sidde og blive fanget af for eksempel Facebook, og når det sker, lægger jeg den fra mig. For man kan hurtigt blive fanget i telefonens "sorte hul", og så bliver det for meget. Jeg vil hellere læse en bog eller tale med min mand.«

»Når jeg er sammen med nogle, bliver telefonen også i tasken, for så vil jeg gerne være sammen med dem. Det eneste årsag til, at jeg tager den frem, er, hvis jeg taler om noget, som jeg har set online, som jeg gerne vil vise dem. Ellers synes jeg, at det er uforskammet at kigge på sin telefon, når man er sammen med andre mennesker.«

Balancen

»På samme måde som teknologi kan trække os væk fra øjeblikket og fra folk omkring os, er der også masser at hente, hvis du bruger den på den gode måde. Internettet har for eksempel gjort yoga og meditation meget mere tilgængeligt. Men hvis teknologien gør, at du trækker dig fra virkeligheden, så bliver det et problem.«

De andre og deres forbrug

»Jeg undrer mig, når jeg sidder i toget og kigger rundt og ser, at alle sidder med hovedet bøjet ned over hver deres telefon. Det får mig til at tænke over, hvordan vi prioriterer: Vi forholder os slet ikke til de folk, der er omkring os. Ikke, at vi absolut skal hilse og snakke, men vi kan godt lige anerkende, at der sidder et andet menneske over for os.«

»Som yogalærer oplever jeg nogle gange, at folk lægger deres telefoner lige ved siden af yogamåtten og så tjekker deres telefon, mens de står i "hunden". Det synes jeg er respektløst – ikke kun over for mig, men også over for resten af klassen. Det trækker energien ud af timen, og så handler yoga jo også om at være til stede.«



LÆS OGSÅ: Her er de 10 mest magtfulde kvinder i Danmark

LÆS OGSÅ: Film til en regnvejrsdag: 12 af slagsen du kan se på Netflix – og andre streamingtjenester

LÆS OGSÅ: 9 kampagner med kvinder i undertøj, der vil få dig til at elske din krop

Denne artikel blev oprindeligt bragt hos ALT for damerne.