Østjyllands Politi frygter, at en villabrand i det nordlige Randers på grund af stormen breder sig til andre bygninger.

»Branden er ikke under kontrol, hvorfor der er meget sort, tyk røg i området. Beboerne bedes ligeledes være særligt opmærksomme på deres ejendomme, idet den kraftige vind slynger mange gløder rundt i hele kvarteret,« lyder det i en beredskabsmeddelelse fra Østjyllands Politi.

Politiet fik melding om branden i villaen på Skelvangsvej kort efter klokken 20.

»Vi kender ikke årsagen, men da vi kom frem, stod huset i lys lue. Ilden er gået gennem taget og ud gennem samtlige vinduer,« siger Christian Nøddelund, indsatsleder ved Randers Brandvæsen, til TV 2 Østjylland.

Indsatslederen oplyser, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med branden, da villaen er ubeboet. Politiet beder folk i området blive inden døre.

BNB