Den drabssigtede 35-årige LB, mor til Rasmus, som hun er sigtet for at have dræbt sidste mandag, har med skifterettens kendelse om, at drengen skal begraves i Aalborg, fået tændt et lille lys i mørket.

Det giver hun udtryk for over for sin forsvarer, advokat Uffe Bro, som talte med LB i minutterne lige efter, at Retten i Aalborg havde afgjort, at på trods af at moderen har slået Rasmus ihjel, så skal hendes ønske om, at hun vil have drengen begravet i Aalborg, følges.

Dermed afvises faderen, Carsten D.'s, brændende ønske om at måtte begrave sin søn på Frederiksberg, hvor faderen har sit hjem.

Forsvarer for LB, Uffe Bro, siger til bt.dk:

- Jeg har ringet og fortalt om kendelsen til min klient. Hun blev glad. Som hun sagde, så er der da lidt glæde midt i sorgen.

Rettens afgørelse blev truffet på grundlag af, at LB hele tiden har haft den fulde forældremyndighed over Rasmus og derfor også i døden regnes for drengens nærmeste pårørende.

Også selv om faderen gennem Statsforvaltningen har forsøgt at få delt forældremyndigheden mellem ham og Rasmus’ mor.

LB blev onsdag i sidste uge varetægtsfængslet i foreløbig fire uger i surrogat på den lukkede psykiatriske afdeling på Aalborg Sygehus.