En psykisk syg mand er blevet dræbt af politiet i Aalborg efter at have såret to betjente.

En ruinemæssig opgave, hvor to betjente skulle assistere lægen med at tilse en 34-årig psykisk syg mand, fik fredag aften en dødelig udgang.

Da to betjente kl. 16:13 ankom til mandens bopæl på Bynkevej 91 i det sydvestlige Aalborg, gik han til angreb med et sværd. Det fik betjentene til at trække sig tilbage og tilkalde assistance.

Da betjentene vendte tilbage med forstærkninger gik manden til angreb igen og sårede to betjente. Ifølge Vicepolitiinspektør Torben Jensen fra Nordjyllands Politi angreb han med en kniv. Et øjenvidne som B.T. har været i kontakt med siger imidlertid, at han var bevæbnet med en armbrøst, som han affyrede mod betjentene. En pil ramte en betjent, og da politiet forsøgte at overmande den psykisk syge, stak han en anden betjent med en pil, som han brugte som kniv.

Herefter trak en tredje betjent sin pistol og skød den 34-årige. Skuddet ramte ham i hovedet omkring tinningen. Ambulancefolk forsøgte at redde hans liv, men kl. 19:40 blev han erklæret død på sygehuset i Aalborg Syd.

- Sagen vil nu blive rutinemæssigt overdraget til statsadvokaten, så på sin vis er sagen ude af vores hænder. Men tragisk er det, siger Torben Jensen til B.T.

Hvordan kan det være, at han ikke blev pacificeret med peberspray?

- Det kan jeg ikke sige noget om, for jeg har ikke talt med de pågældende kolleger. Det er op til statsadvokaten at afdække det præcise hændelsesforløb.

De to sårede betjente er ifølge Torben Jensen uden for livsfare.

Ifølge beboere i området har den 34-årige tidligere haft besøg af politiet, og har før råbt af naboer og opført sig truende.

Hans nærmeste pårørende er underrettet om hans bortgang. Vidner der har set optrinnet opfordres til at kontakte politiet og statsadvokaten.