En mand fra Nordjylland er anholdt for at stikke sin samleverske ned i Fjerritslev. Knivstikket i maven var angiveligt så dybt, at tarmene røg ud gennem såret.

En 58-årig kvinde blev søndag eftermiddag hårdt kvæstet, da hun blev stukket med en franskbrødskniv. Der skulle ifølge politiets oplysninger være tale om et dybt stik i maven.

- Det var så dybt, at tarmene røg ud gennem såret, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Aage Pedersen.

Nordjyllands Politi blev alarmeret til en adresse i Fjerritslev af kvindens egen samlever, der ringede og fortalte, at han havde vendt sig om, og så var kvinden ved et uheld gået ind i kniven.

Politiet har dog valgt at anholde manden og sigte ham for drabsforsøg.

Det vides endnu ikke, hvordan kvindens tilstand er. Hun er nu indlagt på traumecentret på Sygehus Syd i Aalborg.