I weekenden dræbte præsten Inge-Lise Wagner to gravhunde. Det koster hende nu venskabet til hundenes ejer. Da den kendte præst Inge-Lise Wagner i weekenden dræbte gravhundene Snif og Benjamina i sit hjem i Vejby, var det for at beskytte sine katte. Wagner har nemlig flere katte, der gennem tiden er blevet dræbt af de omstrejfende vovser.

Hundene tilhørte præstens veninde, Lise Balsløv, der bor i nærheden. Og Wagner har tidligere advaret veninden om, at det ville få konsekvenser, hvis hundenes strejfen ikke blev stoppet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis torsdag.

LÆS OGSÅ:

- Jeg er glad for, at hundene er døde, så de ikke kan dræbe flere, siger Inge-Lise Wagner til avisen.

Dog er præsten, som blev landskendt tilbage i 80'erne, da hun under stor mediebevågenhed blev fyret som sognepræst i Nordvestjylland, ked af at have sat venskabet med hundeejeren over styr.

- Lise-Balsløv var jo min eneste ven i miles omkreds, siger præsten til Frederiksborg Amts Avis.



Hundeejeren Lise Balsløv fortæller til avisen, at hun havde accepteret en indgriben fra Wagners side, hvis hundene var sluppet med en omgang prygl, men drabet på dem er for meget. Hun er nu gået i tænkeboks med hensyn til venskabet.

- Men det kan jeg ikke svare på. Hvad siger man. Jeg var jo rystet i forvejen, siger Lise Balsløv til avisen.

Ifølge SN.dk er Inge-Lise Wagner blevet sigtet af politiet for dyremishandling. Politiet har endnu ikke fået fastslået den præcise dødsårsag, da hundene ikke er blevet obduceret.

Lise Balsløv er nu to gravhunde fattigere. Dog har hun stadig gravhundene Lasse og Bastian. Hunden Lasse er i øvrigt søn af den dræbte tæve Snif og bror til Benjamina, der også blev aflivet af Inge-Lise Wagner.

/ritzau/

HVAD MENER DU? BØR MAN SOM HUSEJER HAVE SAMME RET TIL AT DRÆBE EN HUND SOM EN KAT ELLER SKAL DER GÆLDE FORSKELLIGE REGLER?