Sødemiddel i sodavand, kager o.a. har i forsøg vist sig at presse blodtrykket op. Selv et moderat forbrug kan ende med at øge risikoen for dødelig hjertesygdom.

Frugtsukker i sodavand, juice, slik, kager og brød mistænkes nu for at være en vigtig årsag til for højt blodtryk.

Amerikanske forskere konkluderer i en ny undersøgelse, at fruktose, som det kaldes i fagsproget, er en stille dræber, der kan få millioner af menneskeliv på samvittigheden.

Selv meget lidt af det kunstigt tilsatte frugtsukker - svarende til kun et par sodavand daglig - kan ifølge den nye undersøgelse øge risikoen for et for højt blodtryk med næsten 90 procent.

Undersøgelsen, som er foretaget af læger og ernæringsforskere fra Universitetet i Colorado i USA, er den første, som har fundet en´klar forbindelse mellem indholdet af fruktose og for højt blodtryk, der kan udløse hjerteblodpropper og nyresygdomme. Der er nu også meget, der peger på, at det kan udløse demens.

De amerikanske forskere har konstateret, at den store stigning i antallet af personer med for højt blodtryk gennem to årtier falder sammen med den stigende indtagelse af drikke og mad med meget tilsat frugtsukker.

Dr. Diana Jalal, leder af undersøgelsen, oplyser i den britíske avis Daily Express, at risikoen for en blodtryksstigning øges bare ved indtagelse af 74 gram frugtsukker om dagen.

Et forbrug af den størrelsesorden øger risikoen for at komme til at lide af meget forhøjet blodtryk med 87 procent, moderat forhøjet tryk med 36 procent og lidt forhøjet med 28 procent.

Forskerne fandt denne stigning, uanset hvor tykke forsøgsdeltagerne var, og uanset hvor mange kalorier de indtog.

Fruktose er en sukkerart, som findes naturligt i frugter og dele af planter og i honning. Det har ofte været betragtet som et "sundt" alternativ til det almindelige rørsukker og har været anbefalet til diabetikere. Men i mange tilfælde blandes fruktose op med glukose til en ingrediens kaldet HFCS (High Fructose Corn Syrup), der bruges som et billigt sødemiddel i forskellige fødevarer og drikke.