Stjernen i Lars von Triers kommende film 'Melancholia' nyder sommeren i storbyen

At spotte en vaskeægte Hollywood-stjerne, der spankulerer rundt på københavnske brosten, er noget af et særsyn. Det skete, da den canadiske skuespiller Kiefer Sutherland, blev set på den Københavnske restaurant ’Madklubben’ i Pilestræde i sidste uge.

Siden da er jagten gået ind på endnu et glimt af den populære stjerne, der lægger krop til testosteron-stegen Jack Bauer i ’24 timer’.

43-årige Sutherland, der snart drager til Sverige for at være med i Lars von Triers kommende film ’Melancholia’, er endnu så grøn i gadekæret, at han vadede direkte ind i løvens hule. Nærmere betegnet butikkerne over for Berlingske Medias hus i Pilestræde, hvor B.T. straks så sit snit til at få sig en snak med den store stjerne.

- Jeg har gået rigtig meget rundt i København og har set forskellige steder, siger Sutherland.

- Jeg er vild med København. Byen har givet mig meget inspiration til filmen, siger skuespilleren, der både er blevet set på Amalienborg, og på værtshuset Wessels Kro.

Desværre var det på én af de sjældne aftener, hvor der ikke var en B.T.-journalist tilstede. Men nu. I dette nu krydses verdensstjernens og B.T.s veje. Og hvad spørger man så om?

- Har du smagt noget dejlig dansk mad endnu?

- Jeg har ikke smagt traditionel dansk mad. Ikke fordi, jeg ikke gerne vil prøve det, men det har været svært at finde. I stedet har jeg spist kinesisk to gange, svarer Sutherland, der havde barberet fuldskægget af, siden han blev fotograferet på restaurant ’Madklubben’.

Han er en flot fyr i virkeligheden. Måske en anelse lavere, end man forventer. Men bestemt en flot fyr.

Alligevel er han ikke meget for at blive fotograferet.

- Nej, jeg er ikke så meget til billeder, svarer Kiefer Sutherland forlegent og rækker en venlig hånd ud for at sige farvel.

- Nu skal jeg ind i Guns & Gents og finde rekvisitter til filmen, siger han. Som var det det mest naturlige i verden. At en stjerne af hans kaliber, shopper og slæber rundt på jagt-rekvisitter.

Kiefers far, skuespilleren Donald Sutherland, fylder i øvrigt 75 år lørdag, men der er ikke tid til en tur over Atlanten. Lars von Trier kalder fra svenske Troldhätten, hvor ’Melancholica’ skal optages.

Her får Kiefer Sutherland stjerne-selskab af Kirsten Dunst, Charlotte Gainsburg, Charlotte Rampling, John Hurt og True Blood-vampyren Alexander Skarsgaard.