Stephen Kinnock må indrette sig efter Helle Thorning-Schmidt.

Det er ikke kun hos Socialdemokraterne, partiformand Helle Thorning-Schmidt bestemmer. Det gør hun også derhjemme, selv om hendes mand Stephen Kinnock gerne ville have noget mere at skulle have sagt. Det indrømmer den socialdemokratiske partiformand i et stort interview i Billed-Bladet, der udkommer i dag. - Jeg er da også utålmodig derhjemme og vil som kone gerne bestemme det hele. Stephen vil også gerne bestemme, men jeg må nok indrømme, at jeg har flere holdninger til tingene end han har, siger Helle Thorning-Schmidt til Billed-Bladet.

Læbestift og motion rykker

I interviewet afslører Helle Thorning-Schmidt også noget af hemmeligheden bag hendes friske udseende - som Billed-Bladet bemærker ser hun aldrig træt ud. - Læbestift kan gøre meget. Jeg har ikke så meget tid om morgenen, og jeg tager tit det samme tøj på. Men lidt læbestift gør underværker i løbet af dagen. Jeg prøver, at få løbet et par gange om ugen. Ambitionen er altid tre gange om ugen, siger Helle Thorning-Schmidt til Billed-Bladet. Hun er også en flittig gæst i træningscentret - men hun vil ikke overfor Billed-Bladet afsløre, om en Botox-behandling er en del af hemmeligheden. - Det er igen en af de historier, der kører. Jeg har ingen kommentarer til det, siger Helle Thorning-Schmidt til bladet. Den socialdemokratiske partiformand er tit blevet konfronteret med, at hun tabte et valg til Anders Fogh Rasmussen, selv om hun havde sagt hun kunne slå ham. Men overfor Billed-Bladet er hun ikke bange for at gentage det i forhold til Lars Løkke Rasmussen. - Ja, det mener jeg godt, at jeg kan (slå Lars Løkke, red.). Man skal huske, at da jeg sagde det om Anders Fogh Rasmussen i sin tid, så syntes jeg også selv, at det var lidt kålhøgent. Og jeg overvejede frem og tilbage, om det var lidt for flot at stille sig op og sige det på den måde. Men når jeg gjorde det på den måde, var det også for at minde mine partifæller om, at den, der stiller op som partiformand i Socialdemokraterne, skal også altid være parat til at blive statsminister i Danmark og kunne slå den til enhver tid siddende statsminister, siger Helle Thorning-Schmidt til Billed-Bladet.