Reality-stjernen Amalie Szigethy har planer om at flytte til Los Angeles, når hun er færdig med tv-optagelserne til et nyt reality-program herhjemme.
- Janteloven er så høj i Danmark og så lille i USA, så der passer jeg meget bedre ind, siger Amalie, der er kendt fra Paradise Hotel og Amalies Verden til Ekstra Bladet.
I Danmark har hun oplevet både at få kastet drinks på sig på diskoteker og få kastet makrel efter sig på Roskilde.
- Det er virkeligt ondskabsfuldt. Jeg er jo også et menneske, siger Amalie til Ekstra Bladet.
Hvad hun skal lave i Hollywood, betyder mindre for den rampelys-sultne pige.
- Om jeg skal slå igennem som sanger, skuespiller eller noget helt andet, ved jeg ikke. Jeg kunne godt se mig selv lave reality-shows eller måske være med i en serie som ‘Orange County’. Men jeg har en stærk personlighed, så måske kan jeg slå igennem med den, siger hun til Ekstra Bladet.
Hun vil ikke sige noget om det nye reality-program, hun skal være med i.
