Danmark tog et trin opad i den sjettesidste test inden VM-premieren.

- Hver match er unik, men vi var bedre med i tempoet og det fysiske spil end i den første kamp, siger landstræner Janne Karlsson til BT efter 0-2-nederlaget mod Tjekkiet i andendagsgildet i Decin.

I den første kamp vandt det KHL-dominerede tjekkiske hold 4-0.

Især én spiller lyste op fredag aften, Rødovre-målmanden Sebastian Dahm.

- Sebastian spillede ganske enkelt en kanonmatch, lyder Janne Karlssons vurdering.

Også backerne Jesper B. Jensen, Rögle, Phillip Bruggisser, Kristianstad, Jannick Christensen, Esbjerg, og Sonny Hertzberg, Frölunda, samt kæderne Morten Green, Schwenninger Wild Wings, Mads Christensen, Eisbären Berlin, og Morten Poulsen, Oskarshamn, og Jesper Jensen, Karlskrona, Patrick Bjorkstrand, Medvescak Zagreb, og Morten Lie, Riessersee, fremhæves af landstræneren.

Danmarks næste to test bliver mod Sverige på onsdag på Rögles hjemmebane, Lindab Arena, og Langfredag på det gamle isstadion i Malmø. Derefter venter kun tre kampe mod Hviderusland i henholdsvis Odense, Rødovre og Minsk inden VM-matchen mod Sverige 10. maj.

Mindst to spillere supplerer truppen i næste uge: Frederik Storm, Malmö Redhawks, og Kim Staal, Starbulls Rosenheim.

For Jesper B. Jensen bliver kampen mod Tre Kronor på onsdag en afsked med Rögle-publikummet.

Jesper B. Jensen nåede ikke at få den i Kvalserien til SHL på grund af karantæne.

Efter fire succesrige sæsoner i den skånske klub har den 22-årige backkæmpe besluttet at søge nye udfordringer og tage det næste skridt i karrieren.

- Jeg er åben over for de muligheder, der kommer. Nu venter jeg tålmodigt og ser, hvad der sker i VM. Så tager jeg den derfra, siger Jesper B. Jensen til BT.

Om kampen fredag aften i Tjekkiet siger han:

- Vi arbejdede godt i egen zone, spillede med stor vilje og fight og gav den så meget gas, vi kunne. Det er vigtigt med den her type træningskampe mod klassehold. Resultatet betyder ikke så meget, bare vi kan mærke, at det går den rigtige vej. Det er i VM, vi skal toppe.

Landskamp i Decin
Tjekkiet-Danmark 2-0 (1-0, 1-0, 0-0)