Danske Nikolaj Jacobsen vader i succes med sit mandskab Rhein-Neckar Löwen, der suverænt topper Bundesligaen og er kommet godt fra land i Champions League med syv point i fem kampe.
Det er blot blevet til et enkelt nederlag for Nikolaj Jacobsen i Champions League - i forrige runde ude mod Vardar Skopje - men den kamp har til gengæld også kostet danskeren hård kritik.
Det er den anerkendte EHF-kommentator Tom O'Brannagain, som har set sig sur på Nikolaj Jacobsen, og det fik ham i sidste uge til at lange voldsomt ud efter danskeren i en klumme på Champions Leagues officielle hjemmeside.
O'Brannagain var meget utilfreds med, at Jacobsen gav sparsom spilletid til flere Löwen-profiler - blandt andet holdets største stjerne Andy Schmid, der kun fik ti minutter på halgulvet i Skopje, hvor Löwen tabte 19-25
Det fik EHF-kommentatoren til at sende følgende svada af sted.
»Rhein-Neckar Löwen brød ikke nogen regler med det hold, som de spillede med i Skopje, men i turneringens ånd - og efter min mening - brød de alle regler, der findes.«
»Rhein-Neckar Löwen spillede konsekvent med deres reservehold. Og jeg vil slå helt fast nu, at det viste en total mangel på respekt for turneringen, fansene og medierne,« skrev Tom O'Brannagain i sin klumme.
Lørdag var Rhein-Neckar Löwen så igen tilbage på sejrssporet i Champions League, da de besejrede Pick Szeged med 30-25. Samtidig tog Nikolaj Jacobsen til genmæle overfor EHF-kommentatoren, som ifølge danskeren skyder helt ved siden af med sin kritik.
»Det, han har skrevet, er respektløst overfor Mads Mensah Larsen, Stefan Kneer, Harald Reinkind, Hendrik Pekeler og Stefan Sigurmansson. Det er fem landsholdsspillere,« siger Nikolaj Jacobsen til tyske morgenewb.de med henvisning til nogle af de spillere, der trak det største læs i kampen mod Vardar Skopje.
»Jeg er sådan set ligeglad med, om Tom O'Brannagáin hellere vil se Andy Schmid eller Alexander Petersson. Han kan jo ringe til mig, hvis han ikke har lyst til at se de andre spillere. Hvis han mener, det er bedre, kan Tom jo forsøge at blive træner her. Han siger, at fem landsholdsspillere mangler klasse til Champions League. Det er respektløst, en frækhed,« fortsætter Jacobsen, som samtidig fastslår, at opgøret mod Vardar Skopje ikke bliver sidste gang, han fordeler ressourcerne på den måde på grund af det hårde program.
Rhein-Neckar Löwen ligger aktuelt nummer tre i deres Champions League-pulje, hvor danske KIF Kolding København fortsat indtager sidstepladsen, selvom de søndag fik sæsonens første sejr i turneringen med en 33-31-sejr over netop topholdet Vardar Skopje.