Om det er rollen som morfar og farfar, der har givet Peter Schmeichel grå hår i hovedet, er uvist, men på et nyt billede på Twitter ligner han i hvert fald en, der har overskredet sidste salgsdato.

Selvom det kan virke som en del år siden, at Peter Schmeichel foldede sig ud hos Manchester United og på det danske landshold, så burde han stadig være let genkendelig. Det er han dog ikke på et billede, han selv har lagt på Twitter. Her ligner han i stedet Metusalem med langt hår og skæg.

»Jeg beklager alle mine Retweets. Når man er så gammel som jeg og ser sådan her ud, så kan tingene gå galt..!,« skriver Peter Schmeichel selv til det lidt skræmmende billede.

Men inden du bliver alt for nervøs over, hvor mange år der er gået siden målmanden i 1999 vandt Champions League med Manchester United, så kan vi berolige dig. Vi er stadig i 2015. Billedet er nemlig en makeover, som han har fået i forbindelse med en reklame. Det skriver Schmeichel selv på Twitter, hvor han vedlægger et billede fra undervejs i processen.

»Det er selvfølgelig til en reklame, men i må vente på den. Det her er fra et tidligt stadie i min makeover,« skriver han.