Det er en smule ærgerligt at skulle tale om en fodboldbane, men græsplænen i Brøndby har desværre så stor indflydelse på, hvad kampene derude bliver præget af, at jeg ikke kan komme udenom det.

Brøndby er en klub, der betaler en lille formue for Daniel Agger og andre dygtige profiler, som skal gøre dem til et tophold og give os fodboldseere gode oplevelser. Dér er penge ikke et issue. Men når det kommer til stykket, får de her dygtige spillere desværre ikke de rette betingelser til at udfolde deres talent. Og det det ærgrer mig.

Brøndby har sat et godt hold sammen. Dygtige spillere, som de bruger noget økonomi på, som åbenbart ikke er væsentlig i det tilfælde. Men de tillader ærgerlige vilkår og forhold, som gør, at en kamp bliver mere uforudsigelig, end man kunne ønske, og som eliminerer de talentmæssige forskelle i høj grad. Jo mere uforudsigelighed der er i en kamp, desto større er chancerne for et hold, der i udgangspunktet har det fattigste materiale. At fighte og at have den rette indstilling kan man gøre ligeså godt i Ringkøbing, som man kan gøre i Brøndby.

Da Thomas Frank kom til Brøndby, fik han stillet i udsigt, at der skulle spilles besnærende fodbold. Men de nye omstændigheder med en bane, der ikke tillader det spil, giver det god mening, at han har konverteret sit ideal om at være boldbesiddende og kombinerende til at være mere forankret i en solid defensiv og hurtige omstillinger. Jeg har respekt for, at han indordner sig under forholdene, for alt andet ville være naivt, når man har sådan nogle forhold at spille under.

At der er de præmisser med en dårlig bane, betyder ikke, at det nødvendigvis er tilfældigheder, der afgør kampene. Men Brøndby spænder ben for sig selv ved at eliminere de forskelle, som de jo reelt har købt sig til med dygtige spillere.

Når det er sagt, blev det ikke en kamp, der ikke var underholdende. Der var en høj intensitet, og det kan også være udmærket at se. Det kan også være underholdende at se en flot indstilling, fight og drama. Og det fik vi da i kampen mellem Superligaens nummer fire og nummer et. Brøndby har bare indkøbt spillere til noget andet.

FC Midtjylland er med 1-1 i kampen på pløjemarken rundens vinder. De har overstået en vigtig udebanekamp mod Brøndby, men de fik også et point, mens FCK og Randers ikke har fået noget med.

Det er ikke i en udebanekamp mod Brøndby, at man har lyst til at mangle tre profiler, som FC Midtjylland gjorde. Og det fortæller også noget om midtjyderne. De mangler deres anfører. De mangler Pione Sisto, der er Danmarks bedste i de flestes øjne. Og så mangler de deres måske stærkeste midterforsvarer. Måske de tre spillere, man mindst af alt ønsker at mangle. Tre markante spillere, men det fik ingen betydning. Jeg sad ikke og tænkte, at kampbilledet havde været et andet med en af de tre på holdet. Det markerer et topniveau, at FC Midtjylland kunne spille en jævnbyrdig kamp uden de tre spillere mod et toptunet Brøndby-hold.

Inden denne runde skulle FC København hente tre sejre – ni point – på FC Midtjylland. Med denne rundes resultater har det udviklet sig sådan, at FCK nu skal bruge mindst fire kampe på at hente FC Midtjyllands forspring. Det kan ændre sig mange gange over de sidste 14 runder, men i udgangspunktet skal FCK nu være bedre end FC Midtjylland indbyrdes i mindst fire kampe.

FCK var ekstremt gode i den første kamp. Der viste de et niveau, hvor de syntes at være tilbage på det gamle, klassiske FCK-stadie. Altdominerende fra først til gameover med det andet mål. OB havde to chancer og scorede et mål. FCK burde have scoret i første halvleg. Jeg tror ikke, at Ståle Solbakken er særlig bekymret. Han konstaterer, at det har været en lorterunde, men det er ikke mod OB, at der er tabt noget. Det er en kamp, hvor man vinder i otte af 10 tilfælde. Det var niveauforskellen mellem OB og FCK i den kamp.

Det handler ikke om uheld, at FCK ikke formår at score. Det er uskarphed. FCK skal vinde de her kampe. Det skal de i almindelighed, men i særdeleshed, når de skal hente ni point.