Tidligere Grand Prix-deltager føler sig misbrugt af TV3-programmet Luksusfælden. Hun anklager programmet for at fordreje sandheden.

Katrine Daugaard havde håbet, at 'Luksusfælden' kunne hjælpe hende med at få et billigere banklån, så hendes anstrengte økonomi ville hænge bedre sammen. I stedet føler den tidligere Grand Prix-deltager sig udstillet og misbrugt og undsiger nu programmet.

Programmet, hvor Katrine Daugaard deltager i, blev sendt tirsdag aften, men allerede før udsendelsen, gik sangerinden ud og tog afstand fra programmet på sin profil på Facebook.

»Luksusfælden klipper i sætningerne, så det giver den mening de ønsker, men som i flere tilfælde er lodret forkerte,« skriver hun blandt andet.

I programmet ser man, hvordan sangerinden bruger penge på dyrt mærketøj til sine børn, hun har et årligt tøjbudget på 38.000 kroner, men samtidig har hun sparet ulykkesforsikringen til sine børn.

Katrine Daugaard er især utilfreds med, at programmets eksperter ikke tager højde for hendes egne ønsker, men udelukkende går benhårdt efter at lave godt TV. Eksperterne vil have hende til at tage - efter hendes mening - ekstreme valg som at flytte bopæl, hive børnene ud af privatskole og droppe TV. Ellers vil de ikke hjælpe hende. Til gengæld lover de hende, at hun vil være gældfri om fem år.

»Men jeg har fra starten understreget, at jeg ikke var interesseret i at blive hurtig gældfri for enhver pris. Derimod ønskede jeg et buget, der var realistisk, samt et billigere banklån. Derudover ønskede jeg hjælp til min skat og hjælp til at regne ud, hvordan man undgår smæk i boligsikring, skat etc. Den hjælp har jeg ikke fået, for det var, som de sagde, 'kedeligt TV.'«

»Det er sgu da for nemt bare at sige 'vær ekstrem og du bliver hurtig gældfri!' Det kunne hvem som helst jo komme og sige. At gå i ekstremerne er jo bare plat og useriøst, og det viser mig, at de fra starten vidste, at de ikke kunne hjælpe mig, fordi min situation netop ikke er slem nok. Jeg har aldrig misset et afdrag og dermed havde de svært ved at presse banken, fordi de jo ved, at de nok skal få deres penge. Luksusfælden handler KUN om at lave godt TV, og det blev så på bekostning af mig.«

Katrine Daugaard deltog i Dansk Melodi Grand Prix tilbage i 2001. Siden har hun blandt andet arbejdet som sanglærer. Desværre mistede hun sit job som konsekvens af sin deltagelse i programmet. Siden optagelserne i december har hun startet et samarbejde med dansk top-gruppen 'Fede Finn & Funny boyz.'

I opslaget på Facebook beskriver hun også, hvordan eksperterne flere gange under optagelserne giver udtryk for, at hendes situation slet ikke er slem nok.

»Når vi optog, sagde eksperterne udsagn, som det vi ser i programmet, men imellem optagelserne sagde de ting som 'Du er jo ikke i nærheden af, hvad vi er vant til at se. Du kan sagtens nå at vende skuden' og 'det er ikke så slemt endnu Katrine, faktisk har vi svært ved overhovedet at kunne hjælpe dig, da du jo aldrig har misset et afdrag og dine kreditorer derfor ved, at nok skal få deres penge.'