Vi bruger smartphonen til at tjekke mails, opdatere Facebook, overføre penge via netbank og surfe på nettet.

Men selvom tre ud af fire danskere i dag vælger en smartphone, er mange ikke opmærksomme på at beskytte mobilen.

Hvis du ikke beskytter din smartphone, risikerer du, at tyveknægte får adgang til alle dine personlige oplysninger på mail, dine kontakter på Facebook og måske endda din adgang til netbanken.

Du risikerer også, at telefonen bliver angrebet af virus, eller at it-kriminelle pludselig bruger for flere tusinde kroner på din regning.

B.T. Plus har bedt en række eksperter om at lave en guide til bedre sikkerhed på smartphonen.

Med B.T. Plus får du:

- Guide til sikkerhed på smartphonen: Sådan gør du.

- Overblik over de største faldgruber


Det er en god idé at beskytte din smartphone, så tyveknægte og it-kriminelle ikke får adgang til alle dine mails, din netbank eller andre personlige oplysninger.

Her følger en guide til nogle af de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger:

Password

Husk at slå pinkode til på din smartphone. Både på dit simkort og på din telefon. De fleste telefoner har indbygget en indstilling, hvor du kan aktivere en pinkode, der skal skrives, når apparatet låser efter nogle få minutter.

Ligesom på computeren har mange danskere automatiske logins på mails, Facebook og andre profiler. Hvis du får din telefon stjålet, kan tyven misbruge dine personlige oplysninger.

Slå Bluetooth fra

Bluetooth findes i de fleste smartphones. Ved hjælp af Bluetooth kan du trådløst dele filer og billeder med venner. Og dette redskab er supersmart, men hvis du glemmer at deaktivere det, når du er på offentlige steder med mange mennesker, så kan folk ’finde’ din smartphone og sende virusinficerede sms’er.

Ligesom med e-mails skal du aldrig klikke på sms’er, hvor du ikke stoler på afsenderen.

Applikationer (apps)

Hvis du downloader apps fra Appstore eller Androidmarket, skulle sikkerheden være nogenlunde høj. Men det er muligt at jailbreake en iPhone. Dvs. at gøre det muligt at downloade applikationer fra andre steder end Appstore, så skal du være opmærksom.

Det samme gælder, hvis du downloader apps fra fra andre steder end Androidmarkedet, for så er der ingen kontrol med app’en.

Antivirusprogram

Eksperter anbefaler at installere et antivirusprogram. I dag findes der et væld af programmer, men de bedste løsninger skulle være antivirusprogrammer fra Kaspersky, F-Secure, Norton og AVG.

Alternativerne er også gratis programmer – trialversions – men der får du ikke alle de forskellige muligheder, betalingsprogrammerne tilbyder.

Desuden indeholder betalingsprogrammerne også flere features, blandt andet fjernlåsning af sin telefon og GPS-lokation via sms.

Opdatering

Tænk på din smartphone som en lille computer. Din smartphones skal også opdateres. På grund af meget stor konkurrence på smartphone-markedet bliver telefonerne nogle gange sendt ud på markedet, før de er helt færdigudviklede. Derfor kan det med fordel anbefales at gå ind på mobiltelefonselskabernes hjemmeside og downloade den nyeste firmware (små programmer, der styrer den grundlæggende drift i telefonen, red.) eller software til styresystemet på telefonen.

Backup

Tag backup af kontakter og data ved at synkronisere din telefon, så du ikke mister alt, hvis uheldet skulle være ude. Husk at slette al data fra telefonen, hvis du skal sælge den.

Sådan gør du: iPhone Tilslut din iPhone til computeren med USB-kablet. Gå til fanbladet ’Info’. Her kan du vælge, hvad du vil synkronisere og hvor ofte. Samme fremgangsmåde gælder for Outlook og iCal.

Du kan også synkronisere direkte fra din iPhone ved at gå ind under indstillinger. Gå til mail, kontakt, kalender. Tilføj konto.

Android Din Gmail-konto laver automatisk backup af dine kontakter, hvis du beder om det.

Du kan også synkronisere din Android-kalender med din Gmail-konto. Klik på google.com/calendar. Klik på Kalenderindstilling. Klip på mobilopsætning.

Det kan også anbefales at smide sine billeder, kontakter, dokumenter osv. på f.eks applikationen Dropbox. Men sørg for at have et password, når man trykker ind på applikationen.

Find din telefon

Hvis du mister din telefon, findes der mange programmer til at finde sin telefon igen. Da de fleste smartphones har GPS-funktion integreret, findes der programmer, som kan fortælle nøjagtigt, hvor din telefon befinder sig på et givet tidspunkt. F.eks til iPhone findes der Find my iPhone, der er en del af MobileMe. Her kan du sende en sms til telefonen, hvor der f.eks kan stå: Jeg har mistet min telefon. Ring til tlf. nr. xx xx xx xx.

Desuden kan du fjernlåse- og slette indhold på din telefon, hvis den er kommet i de forkerte hænder. Til Android findes også mange programmer til at fjernlåse-, slette- og finde sin mobil. Gratisprogrammet Prey er en god løsning.

Kryptering

Når du bruger din telefon, så er dine samtaler og sms’er faktisk krypteret i forvejen fra telefonselskabernes eget GSM-net.

Men hvis man gerne vil have ekstra kryptering, er der også mulighed for det.

F.eks. er der på iPhones integreret VPN (virtuelt privat netværk, red.), som er ekstra kryptering udover den almindelige kryptering på GSM-systemet. Det kan gøres på følgende måde:

Vælg Indstillinger > Generelt > Netværk > VPN, og vælg derefter ’Tilføj VPN-konfiguration’. Spørg din netværksadministrator om, hvilke indstillinger du skal bruge. Hvis du har konfigureret et lignende VPN-netværk på computeren, kan du i de fleste tilfælde bruge de samme VPN- indstillinger på din enhed. Android understøtter ikke VPN.

Derudover findes der betalingsløsninger som for eksempel programmet Pointsec, der krypterer e-mails, filer og sms’er på smartphonen.

Kilder: Michael Dahl fra F-secure, John G. fra Mobilsiden, Shehzad fra DK-CERT, dagbladet.no, apple.com