Der var smil, jubel og glædeståre, da Steen Mondrup og hans spastiske tvillingebror Peder Mondrup søndag løb over målstregen i KMD Ironman Copenhagen som team tvilling.
Der var smil, jubel og glædeståre, da Steen Mondrup og hans spastiske tvillingebror Peder Mondrup søndag løb over målstregen i KMD Ironman Copenhagen som team tvilling. Foto: Simon Skipper
- Vi var to om det. Jeg kunne ikke have gjort det her uden Peder.

Sådan lyder det fra en glad og stolt Steen Mondrup, den ene del af Team Tvilling, dagen derpå.

Søndag gennemførte de to brødre KMD Ironman Copenhagen i tiden 15 timer, 42 minutter 38 sekunder.

- Jeg er lettet, for det har da været lidt et pres at have hvilende på skuldrende. Så jeg er bare super lettet. Jeg har nogle kæmpe vabler på fødderne, fordi jeg løb i nye sko, og jeg vil nok være syg de næste par dage, men det har været det hele værd, siger han.

Rørende billede fra IronMan: Her bærer han sin spastiske tvillingebror i land efter svømningen

Søndag svømmede, trak, bar og skubbede han sin spastiske tvillingbror, Peder Mondrup, gennem triathlonens kongedistance - en ironman.

Steen trak sin bror i en oppustelig havkajak på den 3,8 kilometer lange svømmetur, bar ham i land, og skubbede ham derefter gennem de 180 kilometer cykling i en specialbygget cykel og til sidst gennem en maraton i en letvægtskørestol.

Selv om det var Steen, der umiddelbart ydede den største fysiske anstrengelse, understreger han, at hans bror også er udmattet dagen derpå.

- Det var lige så hårdt for ham. Han sad der foran i den kraftige vind og de voldsomme byger uden at kunne bevæge sig. Han var så sej.

De 34-årige tvillinger Steen og Peder Mondrup blev født tre måneder for tidligt tilbage i januar 1980. Steen blev - trods den svære start på livet - en sund og rask dreng, mens Peder blev spastisk lammet og har siddet i kørestol hele sit liv. 

Idéen til projekt jernmand opstod, fordi Steen gerne ville give sin bror nogle af de store oplevelser gennem idrætten, som han selv har haft så mange af.

KMD Ironman Copenhagen har været en drøm for brødrene de seneste fem år, og målet var ikke bare at gennemføre blot for at vise, at det kunne lade sig gøre. Formålet har været at sætte fokus på handicappede og forsøge at skabe bedre muligheder for dem for at få store sportsoplevelser.

Det seneste år har de arbejdet målrettet mod ironmanen, og i sommer sagde Steen sit job op for at kunne fokusere målrettet på opgaven.

- Det er ikke gået op for mig endnu. Det har været en drøm i så lang tid, men det kunne simpelthen ikke været gået bedre i går (søndag, red.).

KMD Ironman Copenhagen 2014


Selv om han ikke har sovet særlig godt oven på den store præstation og faktisk er blevet lidt småsyg, er han stadig helt høj oven på oplevelsen.

Han er dybt taknemmelig og overvældet over den opbakning, de blev mødt med fra både deltagere og publikum undervejs.

- Alle har været utrolig søde. På et tidspunkt blev vi overhalet af hele feltet, og alle gav 'thumbs up' eller råbte opmuntrende ord til os på vejen. Langs ruten var der flere, der havde lavet bannere, og der stod børn med t-shirts, hvor der stod 'Team Tvilling' på. Det var stort.

Se øjeblikket: Tvillinger klarede den inden tidsfristen: Her kommer Steen og Peder i mål


Dagen derpå er de sociale medier fyldt med hyldest til de to brødre, og flere udråber Steen Mondrup som en sand helt, men sådan ser han absolut ikke selv på det. Han føler sig ikke som en helt, men derimod som en heldig mand.

- Det er helt forkert. Det var lige så hårdt for Peder. Vi har været to om det her. Jeg kunne ikke have gjort det her uden Peder, og det her er lige så meget hans fortjeneste, lyder det fra den ene del af jern-tvillingerne.

- Det er os begge to, der har gennemført det her. Vi er to. Vi er et team.


Steen Mondrup har tidligere forsøgt at træne sig op til en ironman alene, men det er mislykkedes, fordi han ikke disponerede sin træning rigtig og derfor blev skadet kort før løbene.

I forbindelse med træningen til søndagens jernmand, har Peder hjulpet sin bror med at time træningen, og under løbet var det ham, der holdt styr på tider og på, hvor hurtigt de skulle køre for at nå tidsgrænsen på 16 timer. 

- Peder husker alt. Han husker tider. Han husker min puls. Det er ham, der har styr på det. Det er ham, der holder humøret højt. Vi har det sjovt, fortæller Steen, som ikke tror, han ville have lyst til at stille op alene.

- Vi sang og snakkede undervejrs. Vi havde det sjovt,  Jeg tror ikke, jeg ville gøre det alene. Jeg ville kede mig.

Den intensive træning frem mod KMD Ironman har bragt brødrene tættere sammen, og Steen Mondrup lægger ikke skjul på, hvor meget det betyder for ham at gennemfører det sammen med sin bror.

- Før kunne Peder bare lytte, når jeg havde gennemført noget, og han synes, det var sejt. Men han vidste ikke, hvad det var. Nu har vi det her sammen. Det var mig, der fik førligheden. Derfor betyder det også meget for mig at kunne give ham den medalje.

De to brødre har allerede sat sig nye mål. Sammen har de stiftet en forening, Foreningen Team Tvilling, som gennem støttemedlemskaber, aktive medlemmer, foredrag og lignende vil arbejde for, at flere handicappede kan blive deltage i almindelige idrætsbegivenheder.
SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook