Du skal fremover tænke dig om en ekstra gang, når du betaler for parkering i hovedstaden. Københavns Kommune har nemlig valgt at ophæve kontrakten med det populære betalingssystem til parkering via ParkPark.

Kontrakten med ParkPark er fra den 1. marts ophævet, så hvis det er din foretrukne app, skal du fra denne dato finde en anden løsning. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelse onsdag.

Samarbejdet med app-udbyderen ParkPark er ophævet på grund af en misligholdelse af betalingen. Direktør Bo Abrahamsen er stoppet med øjeblikkelig virkning i ParkPark, informerer den nu konstituerede direktør, Jesper Lindgren.

»Vi er ved at undersøge, hvad der er sket, men vi har en formodning om, at der har været problemer med betalingen,« fortæller Jesper Lindgren til BT.

ParkPark kan endnu ikke sige, hvad den præcise fejl skyldes, men arbejder på at finde en forklaring på problemet.

Desuden vil ParkPark sørge for, at der fra den 1. marts vil være en besked på appen, som advarer mod, at du betaler med den i Købehanvs området og dermed risikerer en parkeringsbøde.

Kommunen skriver i pressemeddelelsen, at billister må benytte andre app-løsninger eller betale med mønter eller kort i p-automater. Vigtigst er det, at billister ikke bruger appen, når det bliver den 1. marts, da det ikke vil gælde som gyldig betaling.

Du kan derved ende med både at betale til firmaet og få en parkeringbøde på 750 kroner. Såfrem du betaler med appen, vil det ikke gælde som gyldig betaling, og kommunens p-vagter vil derved kunne give en afgift.

Hvis det skulle ske, er det ikke en sag for Center for Parkering, men en sag som du som billist skal tage direkte med selskabet ParkPark.