Janni Spies har gennem året kæmpet mod en kræftsygdom, som hun fik konstateret kort inden retssagen mod eksmanden Christian Kjær begyndte i april.

Det har været et opslidende år for Janni Spies, der ikke bare har kæmpet med eksmanden Christian Kjær i retten om et større millionbeløb i forbindelse med deres skilsmisse. I ugens udgave af ugebladet Her & Nu, der er på gaden onsdag, fortæller Janni Spies, at hun ved siden af retssagen har gennemgået en behandling mod hudkræft.

Den 50-årige charterdronning har ikke modtaget hverken kemobehandling eller andre former for stråler under sygdomsforløbet, der har stået på siden april og som efterfølgende har ført hende gennem to operationer.

- Jeg blev opereret første gang i maj og igen for tre uger siden. Ventetiden og det uvisse har været det sværeste i hele forløbet. Det er gået fint og det skal have sin tid til at hele. Jeg regner bestemt med, at det er det, siger Janni spies til BT.

Det var en lille knop nær den ene øjenhule, som ikke gik væk, der fik Janni Spies til at søge læge. Men i dag er hun altså erklæret rask.