Flere og flere daginstitutioner forbyder chokolademadder og andre søde sager i madpakkerne, og det er helt okay, lyder det fra forældrenes landsforening.

Mælkesnitter, kiks og kager - nej tak. Sådan lyder det i flere og flere daginstitutioner, der laver restriktioner for, hvad forældrene må putte i podernes madpakker.

Men daginstitutionerne har slet ikke kompetence til at udstede forbud mod søde sager i madpakkerne, lyder det blandt andet fra juraprofessor Kirsten Ketscher, Københavns Universitet.

Hun siger til Jyllands-Posten, at institutionerne kun kan lave regler for selve driften af institutionen, og herunder hører ifølge juraprofessoren ikke den mad, som forældrene selv betaler og giver børnene med.

Formand for Forældrenes Landsforening FOLA, Dorthe Boe Danbjørg, mener, at meldingen kalder på en nærmere undersøgelse.

»Det bør vi selvfølgelig undersøge nærmere. Sådan fungerer det jo i mange børnehaver og vuggestuer, at man laver en kostpolitik, som man har en forventning om, at forældre retter sig efter. Men hvis de ikke har juridisk grundlag til at gøre det, så er vi nødt til at diskutere, hvad det er for kompetencer, forældrebestyrelser reelt har, hvis de end ikke kan udstikke en kostpolitik,« siger Dorthe Boe Danbjørg.

Hun mener, det er fornuftigt, at daginstitutionerne blander sig i, hvad der er i madpakkerne.

»Jeg mener, det er på sin plads, at forældrebestyrelser udstikker retningslinjer og politikker for forskellige ting i daginstitutioner, herunder også kostpolitikker,« siger Dorthe Boe Danbjørg, der afviser, at der er tale om formynderi.

»I det øjeblik man som forælder indmelder sit barn i en daginstitution, siger man også ja til at indgå i det fællesskab, der er i daginstitutionen. Situationen, hvor man sidder og spiser sin madpakke, kan være svær for nogle af de andre børn, hvis der sidder et barn, som har kage, en Danone-youghurt eller nogle af de andre udskældte ting, der er blevet blacklistet, med,« siger Dorthe Boe Danbjørg, der mener, at et forbud mod søde sager i madpakkerne kan forhindre, at der opstår konflikter mellem børnene.

»Jeg mener ikke, det er formynderisk, for ingen blander sig jo i, hvad forældrene gør, når børnene er derhjemme. Men når barnet er i daginstitutionen er det en del af et fællesskab, og her handler politikkerne om at gøre det, som er bedst for alle børn, når de er der,« siger hun.