Hele Danmark er her til morgen indhyllet i et fint lag sne, og er du glad for vinterlege, kan du roligt glæde dig, for sneen bliver liggende denne gang.
- Der er faktisk faldet rigtig meget sne i nat. Der er faldet sne over hele landet, og de fleste steder er der tale om 2-5 centimeter, men der er altså også meldinger om 10 centimeter nogle steder. Her til morgen sner det kraftigst i Sønderjylland, i Djursland og omkring Mariagerfjord, fortæller Andreas Nyholm fra TV2s Vejrcenter tirsdag morgen, hvor det ser ud til, at sneen vil falde helt indtil omkring middagstid, hvorefter det aftager.
Læs også: Lastbiler gled af kørebanen: Motorvej lukket to gange
Og for en gangs skyld bliver sneen ikke bare til brun sjap, før vi får udnyttet den, fortæller Andreas Nyholm.
- Der er forholdsvist koldt, og kulden har bidt sig fast. Det betyder altså, at sneen bliver liggende i de kommende dage. Højst sandsynligt helt frem til weekenden og muligvis også forbi weekenden. Man kan altså godt finde kælken eller langrendsskiene frem, siger han.
Læs også: Sne driller morgentrafikken over hele landet
Dagtemperaturerne de næste dage kommer til at ligge omkring -2 til -5 grader, og om natten kan der enkelte steder blive helt ned til 15 minusgrader. Det betyder altså også, at danskerne skal være forsigtige på vejene, da der er risiko for sne - og isglatte veje.
Heldigvis holder blæsten sig lidt på afstand, så det kommer ikke til at føles så bidende koldt, som det gjorde i mandags.



