Badelandet Dayz Seawest i Lønne ved Varde har været midlertidigt lukket, og tre livreddere er indlagt til observation.

Det skriver badelandet på sin Facebook-profil.

Det er både problemer med en for høj koncentration af klor og med ventilationen, som har betydet, at luften i badelandet ikke er blevet udskiftet, og som derfor har kostet ubehag hos nogle af de ansatte,' skriver badelandet på Facebook-profilen.

'OBS! Grundet pludselige opstået udfordringer med ventilationen i badelandet her på Dayz Seawest har vi i går aftes kl. 20 lukket badelandet midlertidig. Vi opfordrer alle gæster til at være opmærksomme og søge nærmeste læge, hvis der observeres generel utilpashed efter ophold i badelandet,' skriver badelandet.

Og direktør Søren Sandberg bekræfter, at flere livreddere har fået det skidt.

»Det er korrekt, at tre livreddere er indlagt til observation,« siger han til jv.dk.

Badelandet lukkede tirsdag aften klokken 20, men onsdag eftermiddag er badelandet blevet genåbnet, men det er endnu uvist, om de tre livreddere er blevet udskrevet.

Men direktøren er ikke vidende om, at nogen gæster skulle have fået klorforgiftning eller andre gener. Men det har ikke været muligt at få fat i alle gæster, så det vides ikke, om nogle af dem er blevet indlagt.

Det var ifølge direktøren en fugtighedsføler, der var defekt, hvilket betød, at den samme luft blev cirkuleret i rundt i badelandet. Det medførte, at der var mere klor i luften.