Rundt om i hele verden står store manifestationer af, hvad dansk arkitektur kan.

Operahuset i Sydney. Koncerthuset Harpa i Reykjavik. Den Danske Ambassade i London. Og snart nær en af verdens mest prominente placeringer med opførelsen af det nye World Trade Center lige over for Ground Zero i New York.

Også herhjemme har de største af de store danske arkitekter sat deres præg på bybillederne med Bølgen i Vejle, Operaen og Nationalbanken i København, VM-bjerget i Ørestad og Kingohusene i Helsingør.

Men det er ikke kun de store ekstraordinære bygningsværker med enorme budgetter, der er bygget efter streg fra verdenskendte danske arkitekter.

Flere af dem har nemlig også tegnet villaer og lejlighedskomplekser, og har du et passende overskud på saldolinien, kan du komme til at bo mellem vægge, der er sat alt andet end tilfældigt sammen. Det skriver Boliga.

Se de fem - måske - lækreste arkitekttegnede perler, der er til salg lige nu

1. Bjarke Ingels - lejlighed i Ørestaden - 7.495.000 kr.

Foto: LokalBolig Amager
Vis mere

Bjarke Ingels er med sin tegnestue BIG blev verdenskendt for det ene mere ekstraordinære byggeri efter det andet.

I Danmark står flere af hans bygningsværker i Ørestad, blandt andet i form af 8-tallet og VM Bjerget, der stod færdigt i 2008. Samme år blev det kåret til verdens bedste boligbyggeri på World Architecture Fair.

For øjeblikket er der flere lejligheder til salg i komplekset blandt andet en af de eksklusive øverste på  9. og 10. sal. Her kan man ikke bare nyde udsigten til Bella Sky og den nye Amagerbydel fra sine vinduer.

Lejligheden, der er udbudt til knap 7,5 millioner kr., har nemlig sin egen græsbeklædte taghave.

Se lejligheden her

2. Henning Larsen - villa i Birkerød - 7.750.000 kr.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

Hvad har Operaen i København og familievillaen her i Birkerød, Nordsjælland, til fælles?

Det ene er bygget i 60'erne, den anden i 00'erne. Den ene er 252 kvadratmeter stor, den anden 41.000. Og budgettet - det har med garanti heller ikke været i nærheden af hinanden.

Det er selvfølgelig hånden, der har ført stregerne på byggetegningerne, som de to bygninger har til fælles. Begge er nemlig opført efter arkitekten Henning Larsens pen.

Det bliver nok svært at overtage bygningen på Holmen - direkte i Dronningens havudsigt - men Larsen-villaen ved Vaserne i Nordsjælland er nu udbudt til salg for 7,75 millioner kr.

Villaen er 252 kvadratmeter stor og rummer ifølge Boliga i alt fem værelser.

Se villaen her

3. Jørn Utzon - villa Aalborg - 9.799.000 kr.

Foto: Aalborg Mægleren
Vis mere

Uden at prale er Jørn Utzon manden bag en af verdens nok mest kendte bygninger: Operahuset i Sydney, der er optaget på Unescos verdensarvsliste.

Men for at bruge ejendomsmæglerens egen beskrivelse er det "lige knap" det, man får på Søndre Skovvej 52A i Aalborg, der også er tegnet af den verdensberømte arkitekt.

Her er der nemlig hverken havkig eller en tagformation formet som bølger - men derimod om en familievilla på 181 kvadratmeter i Hasseris tæt på Aalborgtårnet og Mølleparken.

Utzons Aalborg-villa er oprindeligt bygget i 1956 og siden hen tilbygget.

Se villaen her

4. Arne Jacobsen - lejlighed Klampenborg - 9.950.000 kr.

Foto: Lützau
Vis mere

Han har tegnet alt fra banker til bestik og fra lejligheder til lamper. En benzintank, et teater og et lejlighedskompleks står også på arkitekten Arne Jacobsens CV.

I forlængelse af lejlighedskomplekset Bellavista ligger Bellevue Teateret, hvis gamle restaurationsfløj er lavet om til lejligheder og her kan man altså, med den rette indkomst flytte ind i et af Arne Jacobsens helt store mesterværker.

Lejligheden, der for øjeblikket er til salg, har to etager og i alt 153 boligkvadratmeter.

Mod Strandvejen er der gulv til loft vinduer og udsigt over Bellevue Strand og Øresund, skriver Boliga.

Se lejligheden her

5. Arne Jacobsen - villa Klampenborg - 47.000.000 kr.

Foto: Lützau
Vis mere

Tager man en tur langs Kystvejen i Charlottenlund og Klampenborg, står flere af de bygninger, som Arne Jacobsen tegnede i løbet af sin karriere.

Men det er ikke kun på første række til Øresund, at den verdenskendte arkitekt har tegnet boliger til danskerne.

Cirka halvanden kilometer inde i landet - på Klampenborgvej 37 - ligger en af Arne Jacobsens andre bygningsværker: en 464 kvadratmeter stor villa med privat pool.

Ifølge ejendomsmægleren er villaen med på listen The Iconic Houses - der en engelsk udgivet bog over 1900-tallets mest ikoniske huse.

Og til en udbudspris på 47 millioner kr. er villaen også blandt de dyreste, der er til salg i hele landet.

Se villaen her