Kirsten Mørch Nielsen mødte under nærdødsoplevelse bl.a. en ufødt søn og genoplevede sit liv sekund for sekund. Lægerne opgav til sidst at redde Kirsten Mørch Nielsens liv. Hun var død 11 minutter tidligere – midt under operationen. Og de havde kæmpet hårdt for at genoplive hende med elektriske stød og hjertemassage. Men alt var forgæves.

Nu gjorde de klar til at trille operationsbåren med hendes lig til side, klar til kapellet.

Men pludselig råbte narkoselægen: - Der er liv!

Kirsten vågnede langsomt til live igen – 'efter 11 minutters besøg i himlen, som hun siger.

Læs mere under annoncen

11 minutter der ændrede livet
- De 11 minutter ændrede mit liv for altid. Siden har jeg hverken været bange for døden eller for livet. For jeg ved, hvad der venter os: En helt ubeskrivelig kærlighed og tilgivelse, fortæller den 68-årige præst fra Mors.

Kirsten Mørch Nielsen var 28 år og boede i New York med sin daværende engelske mand, da hun blev hasteindlagt.

Fem gange havde hun været gravid. Fem gange havde hun mistet barnet. Denne gang var graviditeten uden for livmoderen. Og blodtabet var livstruende.

Selv midt i sin tilstand lagde Kirsten mærke til den høje, flotte og imødekommende operationslæge og den lille undselige narkoselæge, da hun blev løftet over op på operationsbordet.

Svæver over kroppen
- Pludselig ser jeg et lys, der er mange gange stærkere end operationslyset. Ja, stærkere end solen. Men det gør ikke ondt at se ind i det. Jeg tænker: Det må være Guds lys.

Nu opdager jeg, at jeg svæver et par meter over min krop. Den ser lille, uanselig og uvedkommende ud.

Læger og sygeplejersker råber, at de mister mig, husker Kirsten Mørch Nielsen, der pludselig kan læse deres tanker og høre alt, hvad de siger.

Hun kommer til at tænke på sin mand, der sidder i venteværelset, og bare ved tanken er hun hos ham. Han sidder sammen med præsten, og Kirsten husker maleriet på væggen, og at der ligger et nummer af National Geographic fra sidste måned på bordet.

Hun er nu omgivet af engle og mange af sine afdøde kære, bl.a. bedsteforældre, som hun aldrig nåede at se i live – og sin egen far og en dødfødt søn, som hun mistede.

- Min far tager ham på armen, drengen er vel to-tre år. Det er vidunderligt, siger Kirsten.

Hun kan på et splitsekund rejse fra sted til sted på Jorden bare ved tankens kraft. Hele tiden er det vidunderlige lys over hende. Sammen med sine kære og alle englene stryger hun nu op imod lyset, som hun beskriver som kærlighedens lys.

- Der er så meget jeg ikke forstår. Pludselig er der en ved siden af mig, der forklarer mig det hele. Jeg er helt opslugt, bemærker ham slet ikke, før han pludselig bevæger sig hen foran mig. Whauw. Han er stor, og en gennemstrålende kærlighed lyser ud fra hans skikkelse, som er han klædt i Guds eget lys. Hans øjne lyser fred over mig. Jeg er ikke i tvivl. Det er Jesus.

Og så får jeg lov til at genopleve hele mit liv på Jorden – fra første vræl til sidste suk. Hver en tanke, hver en handling, hver en undladelsessynd. Jeg oplever at være i mine medmenneskers sted, i deres følelser. Hvis jeg har gjort noget godt imod dem, eller hvis jeg har gjort noget skidt imod dem. Jeg ser, hvordan en kærlig handling kan sprede glæde i mange led, og jeg oplever, hvordan vrede og egoisme på samme måde breder sit mørke ud til mange mennesker.

Meget skulle gøres bedre
Kirsten Mørch Nielsen tænker derefter, at hun ikke kan blive. Der er så meget, hun gerne vil gøre bedre. Alle de sange hun ikke har fået sunget, alle de danse hun ikke har fået danset. Alle de gange, hun har forspildt glæden, alle de breve, hun ikke har fået skrevet, alle de gange dovenskaben har vundet.

- Kan jeg ikke godt komme tilbage igen, spørger jeg. Jesus tøver og viser hende glimt af det liv, der venter hende på Jorden. Hvordan hun vil blive hjælpeløs, svigtet, forladt – hvordan hun skal leve fuld af smerter. Alligevel vælger hun livet.

- Da beslutningen er taget, viser Jesus mig også, at jeg vil blive mor til levende børn, at jeg vil blive præst på trods af alt, og hvordan Guds gyldne kærligheds lys vil strømme ud fra håndfladerne, når jeg løfter hænderne og velsigner menigheden, siger hun.

Vender tilbage til livet
I næste nu er Kirsten tilbage i sin krop på operationsstuen. Hun ser den rare stærkt bekymrede narkoselæge og overlægen, der tænker, hvad han kan tillade sig at tage for operationen, når hun nu er død.

- Der er liv, råber narkoselægen glad.

Bagefter skal Kirsten lære alt fra bunden igen – som et spædbarn. Hun har fået en hjerneskade efter de 11 minutter uden ilt. Hun skal lære at gå, at tale, at styre arme og ben, at læse. Men gennem hårdt arbejde og ihærdighed lykkedes det hende at generhverve en stor del af sin tidligere styrke.

Hun bliver senere præst i Danmark, men måtte stoppe for ti år siden på grund af sygdom. Siden har hun sammen med sin nuværende mand drevet refugiet Mikkelsbakke på Mors, hvor folk kan bo og leve for små penge, hvis de i en periode har brug for ro til sjælen.