Beboerne i området omkring Mjølnerparken har fået nok af balladen med skud og brostenskast. De er utrygge ved situationen og holder sig inden døre. Om dagen ånder alt fred og ro i området omkring Mjølnerparken, men om natten er det en krigszone med pistolskud og stenkast.

De seneste dage har stemningen i kvarteret været betændt. Flere gange har ukendte gerningsmænd skudt op i luften med en gaspistol, og i går blev politiets vogne bombarderet med brosten, da de kørte ind i Mjølnerparken på Nørrebro. Selv om der igen er fredeligt tirsdag formiddag, er flere af de beboere, som B.T. taler med utrygge ved balladen.

Den 36-årige plejemedhjælper Nimco Ali er torsdag formiddag på legepladsen med børnene, men efter mørkets frembrud er hun meget utryg ved at færdes udenfor.

- Jeg kan ikke lide at gå ud i området efter klokken 20 – og slet ikke med børn. Der er mange unge, der laver ballade, og jeg håber, at det snart stopper, siger Nimco Ali.

En ældre dame, der ikke ønsker sit navn i avisen, er også bange for at gå på gaden om aftenen.

- Jeg hørte skud fra min lejlighed i forgårs. Jeg blev bange og gik ud på trappen for at se, hvad der skete. Fra mit vindue så jeg, at det væltede rundt med politibiler, siger hun.

Jon Christiansen er sammen med sin kone Teresita og datteren Maria Isabella på 11 måneder, og de er rigtig irriterede over de sidste dages ballade.

- Jeg er ikke selv bange for at færdes i området, men det er klart, at man tænker mere over det, når man har en lille datter. Vi er rigtig trætte af balladen, siger Jon Christiansen.

Lennart Conrad er civil ingeniør og bor på Kronborggade, der er nabogade til Jægersborggade, hvor omkring 100 unge med indvandrerbaggrund søndag aften smadrede ruder og biler. Om 14 dage flytter Lennart med familien til Skovlunde.

- Vi flytter ikke på grund af balladen, men jeg er glad for, at vi flytter væk, man kan kun frygte, at balladen eskalerer i fremtiden, siger han.

Politiet kæder ikke optøjerne omkring Mjølnerparken sammen med den betændte stemning omkring rockeriljøet og andengenerationsindvandrere.

- Der er tale om 15-20-årige indvandrere, der muligvis lader sig inspirere og også vil vise sig frem, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Frank Reuter. Politiet lover, at de i den kommende tid vil være mere synlige på især Nørrebro, så beboerene kan føle sig trygge.